Reklamebureauet Advance er i gang med at strukturere sit planner-arbejde anderledes, og det har ført til, at Sanne Olsen har valgt at forlade bureauet og starte for sig selv.
– Sanne har gjort et fantastisk arbejde for os, men hendes talenter går i en anden retning end den, som vi er ved at anlægge på vores planner-arbejde, fortæller kontaktdirektør Morten Kirckhoff og fortsætter:
– Vi har længe arbejdet mere og mere med produktudvikling for vores kunder, hvor vi bibringer kommunikation langt tidligere i processen, end man er vant til at se. Mest kendt er vores arbejde for Lego Bionicle, men der er en række andre eksempler på det samme. Vi kommer derfor til at lave et innovations set-up, hvor det er en anden form for forbrugerindsigt, der er brug for.
Morten Kirckhoff kommer selv til at rykke tættere på planningen, og desuden vil bureauet ansætte no gle nye typer plannere, som i højere grad kan tilføre forbrugerindsigt til produktudviklingen.
– Efter mange år i reklamebranchen har jeg fået mod på at bruge mine erfaringer i eget navn. Mit fokus vil være; strategi og innovation med udgangspunkt i forbruger- og markedsindsigt, siger Sanne Olsen. Hun vil komme til at arbejde under firma-navnet Sanne Olsen, Strategisk Planning & Innovation og holde til i Nannasgade i København.
Samtidig med, at Sanne Olsen bliver selvstændig, forlader også senior tekstforfatter Tom Olsen bureauet – for at blive selvstændig. Det sker dog af helt andre og mere private årsager, og Tom Olsen vil fortsat have en stærk tilknytning til bureauet.
– Tom Olsen vil have et kontor hos os, og vil blive knyttet fast til en række af vores kunder. Men han har af private årsager ønsket at blive mere fleksibel i sit arbejdsliv, siger Morten Kirckhoff.