Alle ved, hvordan en krise-historie ser ud, så derfor bringer vi i stedet en af de positive.
Og en sådan finder man på Landemærket i København, hvor reklamebureauet Advance holder til.
Her kan man nemlig fortælle ikke bare om rigtig god tilgang af nye kunder, men også om nyansættelser – og ikke mindst rentabel vækst på den regnskabsmæssige resultatfront.
Advances foreløbige opgørelse indikerer, at bureauet oplever vækst i forhold til sidste år, som i øvrigt var et fornuftigt regnskabsår.
Direktør Claus Wittenborg uddyber:
– Selvfølgelig har vi også kunnet mærke den aktuelle turbulens i markedet, og som mange af vores kollegaer i branchen har vi oplevet nedgang i aktiviteter på en række kunder. Men vi har til gengæld oplevet stor kundetilgang og øget kundeaktivitet på flere eksisterende kunder. Så det ser ud til, at vi kommer flot igennem et på mange måder broget år for branchen.
Blandt de nye kunder, der er kommet til i løbet af regnskabsåret er Arbejdernes Landsbank, Hempel, Riemann, Lidl, Lexus, Rådet for Sikker Trafik (der tidligere hed Rådet for Større Færdselssikkerhed), Delimo, International Transport Danmark (ITD), Colbar Lifescience (et Johnson & Johnson-brand) samt en større international kunde, der dog endnu ikke må offentliggøres.
Nye folk om bord
Den mærkbare kundetilgang, kombineret med aktiviteter for eksisterende kunder som blandt andre Lego og Q8, har da også skabt behov for udvidelser på medarbejdersiden.
Aktuelt med yderligere fire mand m/k.
Rasmus Egeskov Davidsen ansat som kontaktdirektør med ansvaret for blandt andet bureauets internationale kunde Johnson & Johnson, for hvem Advance varetager flere brands – blandt andet Compeed. Rasmus Egeskov Davidsen har tidligere arbejdet som kontaktdirektør på Kunde & Co i seks år og har senest været på Reputation Institute.
Julie Wick er ansat som projektleder og sidder med flere af bureauets internationale kunder. Julie Wick er jurist og har gennem de seneste ni år arbejdet hos DDB.
Lene Olsen er ansat som projektleder og sidder primært med Lego – Lene Olsen har de seneste fem år været ansat på & Co.
Endelig er Maria Dinesen ansat som projektleder i bureauets nye forretningsenhed, Advance Spirit, hvor hun primært arbejder med Q8. Maria Dinesen har i de seneste ni år været ansat på & Co.
Gode tal i vente
Og de gode takter kommer også til at afspejle sig i det netop afsluttede regnskab, som dog endnu ikke er offentliggjort.
Advances regnskabsår sluttede 30. september, men selv om direktør Jens Krog ikke kan oplyse konkrete tal endnu, siger han:
– Vi regner med, at det endelige regnskab vil vise vækst på toplinjen og vi er glade for, at det ser ud til også at ramme bundlinjen – det vil sige rentabel vækst, siger Jens Krog.
I februar sagde du, at I ventede et resultat på niveau med det foregående regnskabsår. Er det også sådan det kommer til at se ud?
– Nej, jeg tror, vi kommer lidt bedre ud i år end sidste år. Tidligere på året kunne vi godt have frygtet et fald, men specielt i anden halvdel af året har vi oplevet en stigning i opgavemængden, blandt andet som konsekvens af den newbiz-indsats, vi startede med meget tidligt, lyder det fra Jens Krog, som også peger på Advance-filosofien om at skabe større overensstemmelse mellem brandets løfter i markedsføringen og så det, brandet rent faktisk leverer.
– Det er ikke nok, at bruge endnu flere penge på markedsføring, hvis budskabet er hult og vil blive modtaget af forbrugeren som nytteløs reklamebranding. Vi arbejder meget med – blandt andet via vores forretningsenhed Advance Spirit – at der er samklang mellem det, virksomhederne lover, og det de rent faktisk gør. Derfor løber vi gerne en ekstra mil for at bringe kunden over i leverancen for at skabe sammenhæng – for eksempel ved at forbedre produktet eller opgradere serviceadfærden. Og den tilgang og filosofi er der flere og flere kunder, der køber ind i, lyder det fra de to Advance-direktører.