Thi kendes for ret: – Advokatfirmaerne dumper, og advokaterne er digitalt illoyale over for deres virksomheder.
Så hård er dommen fra Pipeline Communications, der over fire uger i april og maj har monitoreret, hvad der er skrevet om 21 advokatfirmaer på sociale og andre digitale medier.
‐ Lidt populært kan man kalde det, vi har målt, for advokaternes digitale fodaftryk. Vi måler ikke kun den del af virksomhedens digitale synlighed, som den selv kontrollerer direkte – fx eget website. Men også den omtale, som kommer fra fx opslag, blogs og artikler, der omtaler firmaet på Facebook, Twitter og Youtube samt online medier, blogs og diverse portaler, hvilket bl.a. har konsekvenser for fx synligheden på Google, siger Flemming Møller Bygwraa fra Pipeline Communications.
Og konklusionen er, at advokatfirmaerne er meget lidt synlige – kun fem af de undersøgte firmaer er nævnt i medierne i analyseperioden – ligesom deres medarbejdere heller intet gør for at udbrede virksomhedens budskaber.
– De største aktører har nogen synlighed i traditionelle medier og dermed også i online medier, men bortset fra det, er resultatet efter min mening beskæmmende for en branche med så mange ressourcestærke videns-virksomheder, siger Flemming Møller Bygwraa.
Lille indsats – stor effekt
Heller ikke på det for branchen måske mest relevante sociale medie, det erhvervsrettede netværk LinkedIn, er der bid.
I analysen er der derfor særskilt set på, hvor mange followers, advokatfirmaerne har på deres virksomhedssider på LinkedIn, på antallet af opslag i analyseperioden samt antallet af ”likes” på opslagene.
– Generelt er der ikke ret mange opslag og de opslag, der er, deles end ikke af medarbejderne, siger Flemming Møller Bygwraa, som peger på, at der ligger et stort, uudnyttet potentiale i disse medier.
Et eksempel: Advokatfirmaet Kromann Reumert har 2.622 følgere og har postet 16 opslag i analyseperioden. Hvert opslag kan potentielt gå ind i newsfeed hos alle followers, og opslaget giver 2.622 potentielle unikke visninger. Ud af 550 medarbejdere, hvoraf 467 er på LinkedIn, har opslag i gennemsnit opnået max. 10 likes.
– Men tænk nu hvis bare 100 medarbejdere liker eller deler et fagligt opslag, og hver af disse har 100 kontakter i netværket. Så giver det 10.000 potentielle visninger. Antal potentielle visninger vokser altså fra 2.622 til 12.622 per opslag, hvilket vil sige med mere end 380 procent, siger Flemming Møller Bygwraa.
Kammeradvokaten
Pipeline Communications har også kigget nærmere på advokatfirmaernes Share of Voice (andel af opslag på de forskellige platforme), og her stikker Kammeradvokaten – Statens faste advokat – voldsomt af med 79 procent.
Der er bare lige det lille aber dabei, at over 80 procent af disse opslag relaterer sig til artikler om Kammeradvokatens fakturering til staten…
– Så konklusionen er, at hvis ikke Kammeradvokaten havde fået denne relativt negative omtale i perioden, ville hele branchen have været stort set usynlig på samtlige platforme. Uheldigt, for øget synlighed vil helt sikkert skabe større kendskab og forretning. Den gode nyhed er, at potentialet er stort, slutter Flemming Møller Bygwraa.