I samarbejde med TV 3 og Dansk Annoncørforening uddeler DRRB den 5. november den eftertragtede Advertising Effectiveness Award for 8. gang.
Og bureauer, der har bidraget til deres kunders forretningssucces og dokumenteret effekten af marketingindsatsen, skal til tasterne for at skrive rapporter.
Der er i dag åbnet for tilmeldinger og deadline er 2. juni.
– Sidste år var en milepæl i AEAs historie med rekord mange tilmeldte cases, og samtidig var juryen meget imponeret over kvaliteten af rapporterne. Vi mærkede generelt ekstraordinær interesse fra alle sider, hvilket cementerer AEAs status i bureauverdenen, siger DRRB’s direktør Bjørn Karsholt.
Alle typer marketingkampagner kan tilmeldes AEA, og kriterierne for bedømmelse favner bredere end tidligere. Har markedsføringen skabt resultater, betyder det ikke noget, om det er i kroner og ører, eller om det er andre og alternative effektivitetsmålinger, der har været taget i brug.
– AEA er jo netop en særlig respekteret pris, der styrker branchen ved sit fokus på markedsføringens målbare værdi. Vi er stolte af at stå bag AEA og forventer, at opbakningen vil være mindst lige så stor i år. Det er tunge tider, men så meget desto mere behov er der for at arbejde med dokumentation og effektmåling på marketingaktiviteter. Og det ved bureauerne godt – de gør det hver eneste dag.
Vigtige datoer:
2. juni: Deadline for tilmelding
1. september: Deadline for aflevering af case
5. november: Advertising Effectiveness Award afholdes