En kæmpeskandale er under opsejling i Tyskland for mediekoncernen Aegis, der blandt andet ejer mediebureauerne Carat og Vizeum. Ikke bare en, men flere tidligere topchefer, er sat i fængsel for at svindle med selskabets penge.
Alexander Ruzicka forlod Aegis i september, da han var chef for Aegis i Centraleuropa og Sydafrika, og sidder nu bag tremmer. Udover at være en af Aegis’ absolutte topchefer, så var han også kendt for en excentrisk livsstil, som ifølge AdAge indebar, at han sjældent brugte sko. Den excentriske livsstil blev åbenbart finansieret for lånte penge, og tyske medier siger, at Alexander Ruzicka er under mistanke for at have svindlet for 26 millioner dollars. Udover Alexander Ruzicka er også Heinrich Kornbeck, chef for Carat i Wiesbaden, og to andre personer bag tremmer.
Sagen bekræftes af Aegis’ communications director Charlotte Elston, som Markedsføring har talt i telefon med fra London.
– Jeg kan bekræfte, at Alexander Ruzicka og Heinrich Kornbeck er i fængsel og bliver undersøgt af den offentlige anklager. Sagen begyndte for 6-8 uger siden, og vi fjernede med det samme Alexander fra ledelsen og indsatte en ny. Jeg vil også gerne pointere, at det er Alexander Ruzicka som privatperson og ikke Aegis, der er under anklage, forklarer Charlotte Elston til Markedsføring. MSOL