Den innovative og strategiske spydspids er det prædikat, som bureaugruppen Aegis Media hæfter på sin seneste satsning, det kommunikationsstrategiske bureau Deep Blue.
– Vi har længe haft stærke kompetencer og rådgivet indenfor kommunikationsstrategi, men det seneste år har vist et stigende behov for at kunne tilbyde vores kunder strategisk sparring inden for marketingdisciplinens mange facetter. Derfor vælger vi nu at styrke og formalisere dette arbejde i Deep Blue, siger administrerende direktør Lars Bo Jeppesen, Aegis Media.
Bureauet skal ledes af Pernille Fruensgaard som kreativ direktør og Malene Birkebæk som administrerende.
Om mediebureauers rådgivning om strategi, innovation og kreativitet siger Pernille Fruensgaard:
– Vi befinder os i en tid, hvor medierne i sig selv er en del af kommunikationen og ikke blot bærer af budskabet. Vi ser en mulighed i markedet for rådgivning om tværmediale og integrerede koncepter, der bygger på både en sund medieforståelse og solide forbrugerindsigter. En mulighed vi gerne fortsat og styrket vil udfylde.
Hun understreger, at den øjeblikkelige økonomiske situation kun øger behovet for dette, hvilket Malene Birkebæk uddyber:
– Vi er allerede i gang med projekter for flere kunder og ser især et behov for bedre strategisk forankring af idé- og konceptudvikling samt for fokus på,. hvordan nytænkning i kommunikationsløsningerne kan levere bedre udbytte af marketinginvesteringerne.
– Mange virksomheder har et behov for et dokumenteret strategisk fundament for deres kommunikation, og netop vores analytiske tilgang til strategi og dybe forbruger- og kanalforståelse er blandt de forcer, vi sætter i spil i arbejdet med kunderne, siger Malene Birkebæk.
Deep Blue, som er et etableret brand i eksempelvis Spanien og Frankrig, arbejder pt med første udgave af Pulse09 – bureauets bud på de vigtigste forbruger- og kommunikationstrends for året, der kommer.
Deep Blue tæller indtil videre fire ”mand”.
I København, sammen med administrerende direktør Malene Birkebæk, sidder strategisk planner Miriam Plon.
Maria Gonzalez bærer samme titel i Århus, hvor også kreativ direktør Pernille Fruensgaard har base.