Aegis Media, som er en af Danmarks største bureaugrupper bestående af bl.a. Carat og Vizeum, lancerer nyt digitalt bureau herhjemme.  
Carats digitale arm har fået navnet isobar, og det er ”et moderne digitalbureau drevet af idéer, teknologisk avancerede, kreative og bygget til en verden med sammensmeltede medier”, som det lyder i en pressemeddelelse.
Selv om specialet er digital kommunikation gennem mobile og sociale medier, så lover isobar løsninger på tværs af alle mediekanaler.
– I stedet for at replicere, hvad der er kommet før, eller følge samme kurs som nogle af nutidens etablerede digitale bureauer, skaber vi et helt igennem moderne bureau ved at udnytte vores forståelse af det skiftende forbrugerlandskab, og vi leverer dermed den fulde effekt af bought, owned og earned medier, mener Lars Bo Jeppesen, der er CEO for Aegis Media i Danmark.
Isobar er på forhånd et etableret brand i resten af verden og med over 2.200 medarbejdere fordelt på 32 markeder, er det forventningen, at selskabet kan byde ind på de allerstørste digitale opgaver herhjemme fremover. I Danmark har isobar allerede nu NCC, Kellogg’s, BMW Mini, Tom’s og Call me på kundelisten.
Ved etableringen i Danmark integreres det tidligere team fra det digitale bureau Suddenly CPH med forstærkninger på flere fremtrædende poster. En af dem er Jeppe Munksnæs, der har været en af hovedkræfterne bag TV 2’s mange mobilsatsninger, og som (naturligvis) er ansat til at håndtere det mobile forretningsområde.
En anden er Mads Egevang, der bliver kreativ ansvarlig, og med flere tekniske og grafiske kompetencer i bl.a. 3D og Flash er bureauet gearet til fremtiden og til at levere digitale løsninger ”like never before”, lyder det.
Derudover har bureaugruppen investeret i teknologi, som skal sikre at kundernes projekter er fremtidssikrede, optimeret på tværs af medier og devices, samt forankret i solide forbrugerindsigter.
– Vi skaber løsninger, der kræver en reaktion, som inviterer til ”et næste skridt”, som får deres eget liv, bliver selvfinansierende, selvforstærkende, bliver samlet op og givet videre. Løsninger, der gør det uundgåeligt og ønskeligt for folk selv at blive involveret, siger Kasper Åkerlund, der er CEO i det nye digitale bureau.
Isobar producerer og udvikler internt alt fra webbannere, mobilreklamer, websites, over Facebook- og mobilapplikationer, til tv-sponsorater og større digitale løsninger.