De kloge så sort, da de i januar udtalte, at annoncemarkedet vil være i frit fald hen over 2009. Nu skærper Aegis Media tonen med et endnu sortere syn på det nordiske marked, der samlet set ventes at falde med 7,4 procent.
Den tidligere forudsigelse i år lød på -5,6 procent. Ser vi helt frem mod 2010, forventer Aegis et lille fald på 0,4 procent i samlet reklameforbrug.
Gælder det alle medier?
− Nej, netop ikke. Annoncørerne koncentrer investeringerne i ”must have” medier. Pengene flytter til platforme, der leverer resultater, siger Lars Bo Jeppesen, CEO hos Aegis Media Danmark.
Aegis offentliggør analysen i Aegis Media Expenditure Report 09. Og her står blandt andet, at online medier tilføres 10,5 procent flere annoncekroner i 2009. Danmark (21) og Finland (11) vokser markant mere end Norge (3) og Sverige (8). Det svenske marked er til gengæld groft sagt lige så stort, som de tre andre markeder tilsammen.
TV er stadig det næststørste medie på det nordiske marked, der spiser 23,5 procent af reklamekronerne. Aegis regner med, at det falder med 9,7 procent i 2009. Det danske tv-marked ventes at falde med 8,3 procent. I 2010 forventer Aegis yderligere et fald på 2,2 procent.
Ser vi samlet på det nordiske marked, forventes det, at tv øger markedsandelen i 2010 til 24 procent, og med andre ord ser annoncørerne stadig tv-reklamer som leverandører af value for money.
Nogle af de vigtigste forudsigelser for 2009:

  • Dagblade falder med 17 pct. i 2009 (nordisk) og -20 pct. i Danmark.
  • Magasiner er nede med 12,2 pct. (nordisk) og -6 pct. i Danmark.
  • Radioen falder med 9 pct. (nordisk) og 20 pct. i Danmark.
  • Outdoor: Norden -7,6 pct. og Danmark -5 pct.
  • Biografer: Norden – 10,4 pct. og Danmark er uændret i 2009.

Markedsandelene for mediegrupperne 2009:

  • TV: Norden 23,5 pct. og Danmark 18,9 pct.
  • Internettet: Norden 19,5 pct. og Danmark 19,2 pct.
  • Aviser: Norden 40,4 pct. og Danmark 43 pct.
  • Magasiner: Norden 11,2 pct. og Danmark 11,6 pct.
  • Radio: Norden 3,9 pct. og Danmark 1,8 pct.
  • Outdoor: Både Danmark og Norden 4,9 pct.
  • Biografer 0,8 pct. nordisk og 0,7 pct. Danmark.

Kilde: Aegis Media Expenditure Report 09