Over to millioner danskere har i dag en Facebook-profil, og selvom væksten i antallet af nye profiler er løjet en smule af, så er der en ny udvikling, som Facebooks nordiske chef, Martin Ingemansson, forsøger at gøre danske annoncører opmærksom på.
– Det er ikke længere de unge mellem 13 og 33 år, der strømmer til Facebook, men derimod danskere, der har rundet de 45 år, siger han.
Derfor tiltrækker det sociale medie også en ny type virksomheder og annoncører, der hidtil har holdt sig til andre markedsføringskanaler. Og endnu flere skulle gerne følge efter, lyder det ikke overraskende fra Martin Ingemansson.
– Facebook er allerede det største kommercielle marked i Danmark, og med væksten i gruppen af danskere over 45, ser vi en stigende interesse for at reklamere for biler, forsikringer og den slags varer på Facebook, siger han.
Han fortæller, at lysten til at købe annoncer på Facebook voksede ”voldsomt” i Danmark i 2010, og i den første måned af  2011 har væksten været ”dramatisk”, og det forventer han, der fortsætter året ud. Han ønsker ikke at sætte præcise tal på.
– Dem holder vi for os selv, siger han.
Han mener, at danske virksomheder i stigende grad er ved at få øjnene op for det sociale medies annonceværdi og muligheder.
– Tidligere var det ofte sådan, at en virksomhed mente, at det var nok at oprette en Facebook-profil, og så var alt okay. Men det skader faktisk mere, end det gavner. Det er lige som enhver anden markedsplan, hvor satsningen skal allokeres de nødvendige ressourcer, siger han.
Han mener, at virksomhederne skal udnytte den kraft, som det sociale netværk besidder.
– Kampagner skal udnytte de virale elementer, der er så stærke på Facebook. En besked fra en ven om, at han synes godt om en vare eller et brand, har fire gange så stor effekt som en annonce, fortæller han.
Som et eksempel på en dansk virksomhed, der gør det godt på Facebook, fremhæver han rejseselskabet Star Tour.
– Rejsebureauet har 97.000 fans, hvilket er ganske imponerende. Derudover er det tydeligt, at de er til stede på mediets præmisser og udnytter Facebooks muligheder, slutter han.