Postproduktionsselskabet Duckling, som M2Film overtog sidste forår og senere slog sammen med et andet postproduktionsselskab, Sonne, har fået gang i butikken efter en række magre år.
Nye kunder og bedre økonomistyring er baggrunden for, at selskabet, der løser opgaver indenfor reklamefilm, film, video og TV, nu henter nye medarbejdere, selvom markedet for postproduktion fortsat er trængt.
Indtil videre er det blevet til fire nye medarbejdere, der kommer fra A. Film, Ghost og Nordisk Film.
Karsten Friis Nielsen er et af de nye ansigter hos Duckling&Sonne, og han kommer fra en ledende stilling hos A. Film, hvor han stod i spidsen for afdelingen for visual effects. Som VFX teamchef hos Duckling&Sonne skal han fungere som en slags ”forbindelsesofficer” og dermed sikre gnidningsfrie produktionsforløb. Ikke mindst i forhold til husets store kunder, hvor klodskæmpen Lego fylder rigtig meget.
– Som kreativ stræber man efter, at løsningerne bliver så fede som mulige. Som ny i Duckling&Sonne kan jeg se, at postproduktionen her foregår på et højere niveau end andre steder, og det er selvfølgelig vildt motiverende, siger Karsten Friis Nielsen.
Filmmand samt grundlægger og ejer af M2Film, Mads Munk, der overtog Duckling&Sonne for et år siden, er naturligvis godt tilfreds med udviklingen, selvom han gerne så endnu et par medarbejdere tilføjet.
– Vi er kommet langt det seneste år. Med de fire nye rekrutteringer står vi endnu stærkere fagligt, og jeg fornemmer også, at ånden i huset er helt rigtig. Men faktisk har vi luft til mere, og jeg vil rigtig gerne udvide holdet med en flame artist og en colorist i løbet af sommeren, siger Mads Munk, der i disse dage deltager ved reklamefilmfestivalen i Cannes.
De fire nye medarbejdere er udover Karsten Friis Nielsen: Daniel Thuresson, David Williams og Caroline Welling Fanøe.
Duckling&Sonne er nu oppe på 25 ansatte.