Karsten Koed, adm. dir. for bureauet Gorm Larsen & Partners, er ærgerlig over, at Carl Bro har valgt Kunde & Co som konsulenter i forbindelse med et branding-projekt.
Gorm Larsen & Partners er i forvejen bureau for Carl Bro, men efter en bureaukonkurrence, hvor bl.a. Gorm Larsen & Partners også deltog, har Carl Bro valgt at lægge brandingprojektet hos Kunde & Co.
Ifølge Jeanette Fangel Løgstrup, kommunikationsdirektør hos Carl Bro, vil Kunde & Co til at begynde med kun blive konsulenter på branding-processen, da der endnu ikke er taget stilling til, hvem der skal stå for eksekveringen. Hun oplyste forleden til markedsføring, at Carl Bro fortsætter med at have Gorm Larsen & Partners som dagligt reklamebureau, men vil ikke gå ind i hvorvidt, at der kan blive tale om en situation, hvor Gorm Larsen & Partners skal eksekvere en strategi skabt af Kunde & Co.
Karsten Koed er lidt ærgerlig over Carl Bro’s udmelding, men accepterer den.
– Carl Bro var det første hele budget Gorm Larsen vandt efter jeg var kommet til som direktør. Derfor er det vores baby, der har givet os en enorm selvtillid. Med vores dejlige baby kommer selvfølgelig i puberteten, siger Karsten Koed, der understreger, at det i et mangeårigt kunde-bureau forhold kan være nødvendigt at få et andet syn på, hvordan tingene skal fungere.
– Derfor er det alligevel ærgerligt, at jeg ikke skal lave det brandingprojekt. Men bitter er der aldrig nogen som har fået noget ud af at være, siger Karsten Koed, der stoler på, at Carl Bro vil tage den rigtige forretningsmæssige beslutning, når brandingprojektet er på plads i april.
Han kan sagtens se en situation, hvor Kunde & Co står for strategi- og brandingprocessen, mens Gorm Larsen & Partners skaber kommunikationsstrategien og eksekveringen.
– I øjeblikket er jeg i to andre virksomheder inde med samme opgave som Kunde er det med Carl Bro. Begge virksomheder har samarbejde med andre reklamebureauer. Selvom jeg godt vil have de budgetter, er jeg kun inde som strategisk brandingrådgiver. I sidste ende er det kunden som bestemmer, hvor de vil lægge budgettet, siger han.
jür