Danmarks største outdoor-udbyder AFA JCDecaux kom også ud af 2014 med en trist økonomi.
Datterselskabet AFA Trafikreklame tabte 9,4 mio. kr., hvilket er en forværring på hele 61 pct. i forhold til et minus på 6,2 mio. kr. i 2013. Ud af regnskabet kan man læse, at ”distributionsomkostninger” udgør 8,1 mio. kr., hvilket gør en del af AFA Trafikreklames kontrakter meget lidt lukrative.
På toppen er bruttofortjenesten faldet fra 5 mio. kr. til 1,7 mio. kr., og mon ikke det skal ses som et tegn på, at den store koncern er i gang med at restrukturere hele forretningen?
På koncernniveau er bruttofortjenesten faldet fra 36 mio. kr. i 2013 til små 34 mio. kr. i 2014 (6 pct.), hvilket ikke i sig selv er alarmerende. Årets resultat før skat ender på -1,5 mio. kr. i modsætning til en positiv indtjening i 2013 på 2 mio. kr.
Vi har spurgt chefen, hvor han ser på tingene.
For stort udbud i markedet
Det fremgår af både jeres og Clear Channels regnskab, at markedet bliver ved med at falde. I udlandet vokser det. Hvorfor er der en forskel?
– Der er specielt en faktor, som er afgørende. I mange år så vi en uholdbar oprustning mellem de største aktører herhjemme inden for outdoor, inden krisen brød ud. Det betød, at antallet af placeringer steg alt for drastisk, og med lange kontrakter betaler vi regningen nu, siger Anders Axelsen, adm. direktør i AFA JCDecaux.
– Mange medieflader øger som bekendt udbuddet, og desværre har manglende dokumentation – og det gælder for hele outdoor branchen – medført, at vi som medieudbyder ikke har været i stand til at møde det prispres. Et prispres, som naturligt afstedkommes i et marked, hvor efterspørgslen er nogenlunde konstant.
– Det er der råd for, og vi arbejder i disse måneder netop med øget transparens i alle aspekter af vores organisation.
Især digitaliseringen af outdoor buldrer løs i udlandet?
– Det er vi selvfølgelig ikke blinde for i Danmark, hvor vi specielt i år har sat gang i bevægelsen frem mod øget digitalisering samtidig med, at vi i 2014 fik rettet en stor del af vores medieportefølje til med henblik på reducering af kommercielle medieflader på det danske outdoor marked.
– Den positive afsmitning på regnskabet ser vi dog først næste år. I de kommende år ser vi samtidig en række udbud, hvor det digitale, og dermed et shorter time to market er i højsædet, og den udvikling ligger godt for os.
– Så ja, markedet er presset – delvist selvforskyldt på grund af den oprustning, der skete år tilbage – men der er også udviklingsmuligheder fremadrettet, hvor de tendenser, vi ser i udlandet, kan blive hverdag i Danmark indenfor ganske overskuelig fremtid.
Investeringer i Coop-samarbejdet
Det er naturligvis også påfaldende, at Trafikreklame taber små 10 mio. kr. Det er et enormt tal, toplinjen taget i betragtning. Hvorfor?
– Ja, det er selvfølgelig ikke et tilfredsstillende resultat på papiret, men en stor del skyldes kalkulerede afskrivninger, som kommer sig af vores investeringer i forbindelse med vores COOP-samarbejde.
– Vi har netop forlænget kontrakten med COOP, som gør, at resultatet forbedres allerede fra næste år. I samme omgang har vi fået luget ud i en række analoge formater og fået indført muligheden for digitale platforme i den nye kontrakt. Det er godt for begge parter. Derfor er vi også optimistiske med hensyn til de kommende regnskaber.
– I den forbindelse er det værd at nævne, at vi hos det andet selskab, AFA JCDecaux, ligeledes har valgt at tage en del af afskrivningerne i 2014 på vores samarbejde med Netto, som nu er stoppet.
– Havde vi spredt dem ud, havde vi faktisk i 2014 fået et resultat sammenligneligt med 2013 – altså et plus på 2 millioner kroner. Selvom resultatet på året havde set bedre ud, hvis vi havde ventet med afskrivningerne til 2015, har vi valgt at gøre det nu, for at give det mest korrekte billede af regnskabet.
Har du en større restruktureringsplan under udvikling, som markedet bør høre noget om?
– Vi kan se, at det er en måde, som Clear Channel har benyttet for at imødegå de vigende resultater, men det ikke en model, som vi overvejer. Jeg er meget tilfreds med vores medarbejdere og vores nuværende struktur, slutter Anders Axelsen.
Det er Axelsen-familien alene, der ejer AFA Trafikreklame, og Axelsen-familien og JCDecaux der ejer AFA JCDecaux-koncernen 50-50.
Vi vedlægger regnskaberne til nærmere studier herunder (PDF).