Med nattens budgetaftale har de amerikanske politikere i sidste øjeblik sparket “den finansielle afgrund” til hjørne.
– Den gode nyhed er, at de amerikanske politikere har indgået en aftale, der udskyder hovedparten af de finanspolitiske opstramninger i “the fiscal cliff”. Den dårlige er, at politikerne har skabt en ny trussel, når de i slutningen af februar skal forhøje gældsloftet og aftale nye offentlige besparelser. Det vil fastholde usikkerheden på et relativt højt niveau, skriver Kim Fæster, senior makroanalytiker hos Jyske Bank, i en analyse.
Aftalen, der blev indgået natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid, betyder, at skattelettelserne fra George Bush’ præsidentperiode bibeholdes for amerikanere med en indkomst under 400.000 dollar årligt – eller for husholdninger med en årsindkomst på 450.000 dollar eller højere.
Samtidig får personer med en årlig indkomst over 400.000 dollar også hævet marginalskatten til 39,6 pct. fra de tidligere 35 pct. Derudover fjernes en skattelettelse på 2 pct. i arbejdsmarkedsbidrag – den såkaldte “payroll tax” – mens ejendomsskatten hæves for de dyreste boliger.
– Den nye aftale fokuserer stort set udelukkende på skatteforhøjelser, men disse giver mindre end selv det oprindelige udspil fra republikanerne. Kongressens budgetkontor vurderer, at aftalen vil øge underskuddet med 4.000 mia. dollar over de kommende 10 år, skriver Kim Fæster i sin analyse.
/ritzau/FINANS