Mit blodtryk er gradvist ved at falde. Ansigtskuløren skifter fra ligbleg til normal. Presset på hjernebarken er aftagende, og der er begyndende ro i hjerteregionen. De dybe suk og pusteriet er næsten forsvundet sammen med et megalomanisk raserianfald.
Årsagen til, at jeg sandsynligvis undgår hjertestop og blodstyrtninger i denne omgang er, at min e-mail begyndte at virke igen for fem minutter siden. Nogle gange tror jeg, at det er mig, der er idiot eller forhexet, men samtale med andre mennesker overbeviser mig om, at jeg ikke er den eneste, der rammes af uforståelige driftsforstyrrelser på nettet.
Man kan indvende, at det dog er forfærdeligt, at det moderne menneske i den grad er blevet afhængig af teknikken, og at det ville være klogere at sætte sig i en skov og lade tankerne få frit løb. Sådan spiller klaveret bare ikke. Vi er nu en 400 millioner internettere på kloden, der er blevet mere eller mindre afhængige af systemet, og når det går ned, forsvinder vores liv.
I sidste uge havde jeg besøg af to starutter fra TeleAmerica. De skulle installere den expresforbindelse, som jeg bestilte for blot tre-fire måneder siden. Næppe var de to telefanter nået ned på gaden, før det elektroniske udyr viste sig ukampdygtigt. Umuligt! Her havde vi lige testet det hele, og jeg havde endda skrevet under på et stykke kvalitetskontrolpapir.
Det morsomme ved TeleFiduciaDenmark er de lange ventetider på telefonen. Alle medarbejdere er altid optaget, og når man endelig når igennem på det ene nummer, henvises man til det næste. Et af stederne spurgte jeg, om det kunne lade sig gøre at få fat på de gutter, der netop havde været forbi, men nej – kontoret må ikke udlevere medarbejdernes mobilnumre. Ved at koncentrere alle endnu tilbageværende hjernekræfter konstaterede jeg efter yderligere et par timer, at den ene idiot havde indtastet det nye password forkert. Der manglede et bogstav. Morale: Skriv altid dit password selv.
Den episode kostede tid, tanker og tålmodighed, som jeg aldrig får kompensation for. Først overvejede jeg at skrive et brev til hr.overteledirektør Henning Dyremose CEO, men jeg følte mig ikke sikker på, at han stadig var ansat, når brevet nåede frem, og desuden kommer der sjældent noget ud af den ekstra ulejlighed. Faktisk kender jeg kun én topchef, der egenhændigt besvarer klager samme dag, og det er hr. Maersk McKinney-Møller. Mange managers kunne lære meget af denne hædersmand.
Nå, men det fungerede så i en uges tid, indtil systemet på ny strejkede, og nu var der tale om et break down af 20 timers varighed. Netudbyderen Digiweb var næsten umulig at få forbindelse med, det tog det meste af en time, mens “alle vores medarbejdere drikker desværre kaffe og klør sig i røven, så vi gider ikke snakke med dig“ blev blandet med grim musik. Endelig dukkede der en levende stemme op, og han anede faktisk heller ikke sine levende råd., men lovede dog at ringe tilbage, hvilket aldrig skete.
Timerne gik. Kunderne knurrede. Jeg måtte love at sende en fax eller en diskette, ligesom i gamle dage, uden at dette dog fremkaldte nostalgisk glæde. Jeg var bare Palle alene i cyberspace.
Helt uventet ringede direktøren for Digiweb, som jeg havde prøvet at få fat på. Tænk, manden var pludselig i telefonen. Mens jeg med behersket stemme prøvede at forklare ham, hvad der var galt, og mens han prøvede at forklare mig, at jeg nok skulle tale med TeleDut-dut, prøvede jeg for 67. gang at klikke mig ind – og tænk! Nu væltede der 86 e-mails ned fra himlen, og forbindelsen var genoprettet. Vi var begge fulde af undren, og jeg undskyldte ulejligheden.
Det betyder, at jeg kan sende denne artikel til Markedsføring og dermed klare deadline-pynten, og det er en stor lettelse, som vil vare lige indtil næste udfald og deraf følgende anfald.
Hele det såkaldt offentlige rum er tilplastret med mere eller mindre grimme og ubegribelige propagandabudskaber for diverse telefonselskaber. Forbrugerne skal lokkes til at investere i nyere og hurtigere og bredere forbindelser. Når man først er hoppet på limpinden, er man stort set overladt til sig selv. Det telefonselskab, der garanterer ærlig og forståelig service efter købet, kan regne med min sympati.
De få tilbageværende individualister og excentrikere, der frasværger sig internettet, vil gnide sig i hænderne over denne lidelseshistorie. For os andre er der ingen vej tilbage. Det er net eller nat. Det er visheden om, at man har opkoblet hele sin skæbne til et teleselskab, som får nerverne til at skælve.