Annoncører, forener Eder. Forlang en revisorfast distributionsgaranti af morgenaviserne. Hele operationen er baseret på leverance til abonnenterne inden kl. 6:30. I dag, hvor disse linier nedfældes, har morgenen været avisløs. På det tidspunkt har de fleste mennesker i den købelystne alder forladt hjemmet for at begive sig til arbejdspladsen. Undervejs kan de så skaffe sig nødtørftig orientering fra en gratisavis, mens de venter på det forsinkede tog. Når de vender tilbage til bopælen, ligger der en våd morgenavis på måtten, måske er den stukket halvt ind gennem brevsprækken som et imødekommende signal til rumænske og bulgarske tyveknægte, der skaffer sig social kompensation ved at plyndre mennesketomme parcelhuse.
Når Hansen kommer hjem fra jobbet står der ikke avislæsning på programmet. Faktisk kan det hurtigt udvikle sig til en meningsudveksling med fru Hansen, hvis Otto slænger sig på divaneseren, mens hun skræller kartofler. Vi lever ikke i krønikesamfundet, nu er der dømt kvalitetstid, og det anses ikke for nogen kvalitet at læse evighedsstudenten Anita Bay Bundegaards ”ledende artikler” i Minoritetspartiets hovedorgan Politiken om fri import af mennesker fra andre verdensdele, der ikke har det lige så bekvemt som os.
Efter datoavisernes fremkomst og den tvivlsomme joint venture mellem Dagsbrún og Post Danmark under piratisering er jagten på ledige avisbude tilsyneladende intensiveret i en grad, som gør det byrdefuldt for Bladkompagniet at opretholde en stabil og frekvent avisleverance. I en kort periode blev vi beriget med otte eksemplarer af hver gratisavis, dog bortset fra Nyhedsavisen, som vi kan hente på postkontoret, hvis trangen til at følge den islandske pengeudsmidning bliver for brændende. Nu har bladbudene lettet nedbringningsbyrden ved uopfordret at indstille leverancen.
Børsen, Politiken, Montgomery Tidende og Aftenavisen Jyllands-Posten skal leveres hver dag før klokken halv syv. Sådan er spillereglerne, men de bli ver ikke fulgt. Undskyld, slesker Tøger von Seidenfaden i et brev til abonnenterne, hvor hans tekstforfatter påberåber sig generelle problemer med at rekruttere arbejdskraft. Undskyldningen havde været valid, dersom Politiken gik i spidsen for at genne de dovne løjsere ud om morgenen, men det ville nok være i strid med avisens humanistiske grundværdier at insistere på, at en arbejdsfri akademiker skal ud i al slags vejr frem for at hygge sig under dynen og se frem til sin statspension i form af dagpenge. 845.000 danskere mellem 16 og 65 år er på offentlig forsørgelse.
Arbejdsformidlingen rapporterede forleden, at det havde taget 1700 timer at rekruttere 50 bude, hvoraf de fleste sikkert er rømmet siden da. I AF er der – hold på hat og briller – 22.000 ansatte, og dog vil det sikkert være en smal sag at finde en flok AF’ere, der jamrer over stress og forlanger flere ressourcer, således som det er obligatorisk for offentligt ansatte, til trods for at ingen anden nation på den hele klode har så mange medarbejde re i stat, regioner og kommuner. Løsningen er enkel. Arbejdsdiktator Claus Hjort Frederiksen, der altid optræder uden slips, burde udkommandere et passende antal AF’ere til de ledige avisruter, og han kunne passende gå i spidsen ved at tage en tørn; få ved som ham hvor sundt det er at have noget at stå tidligt op til.
Infrastrukturen smuldrer, når morgenaviserne bliver til aftenaviser, der ulæste ophobes i en bunke, som der vil blive skelet til, når den næste abonnementsopkrævning truer. Det er selve sammenhængskraften, der er på vippen. Annoncørerne får ikke den vare, de har betalt for, og derfor udebliver salgsresultaterne. Da heller ikke de er en del af den filantropiske sektor, må de alvorligt overveje, om deres penge er spildt, når de ikke kan få sikkerhed for, at bladhusene overholder aftalen med læserne. Hvis jeg var print executive director på et mediebureau ville jeg sætte hele banden af annoncedirektører på pinebænken.
Nu nærmer klokken sig ti, og de tre aviser er endnu ikke arriveret trods løfter h erom på nettet. For der sker trods alt fremskridt. Hvor man tidligere var henvist til en halv times sjofel telefonventetid, når man ville reklamere over slendrian og sløseri, har bladhusene etableret automatisk reklamationsservice, og det er praktisk at have sine abonnementsnumre parat. Klik-klik – så, nu hører jeg et bump på måtten. Miraklet er sket, men klokken er 09:42, og med al respekt for den frie presse har jeg altså ikke tid lige nu, og kl. 18 skal jeg til julefrokost, og der vil det virke asocialt at sidde med næsen i Politikens læserbreve, selv om flere af dem er ufrivilligt komiske og egner sig til højtlæsning og rå latter.