Det handler om at sælge budskabet om et federe liv gennem et givende fællesskab. Med disse ord oprettede HK/Handel i 1997 det de kalder Agenttjenesten, bestående af unge “agenter“, der skal lokke andre unge fra handelssektoren ind i et anderledes fagforeningsfællesskab.
Og dagsordenen er sat med fester, overlevelsesture, pub crawls og sexkurser….. Hvor de godt nok indrømmer, at de måske lover mere end de kan holde. Men alligevel, budskabet er klart:
bliv aktiv indenfor HK/Handel og få del i et fællesskab, hvor der er rigtigt godt “gang i den“.
– Jeg blev bedt om, at forbedre HK/Handels image over for de unge, og at gøre op med fordommene. Det var lidt af en udfordring, siger koordinator Jakob Olrik, Agenttjenesten under HK/Handel. Men ikke desto mindre er det lykkedes, og vi har fået en medlemsfremgang på 35% siden starten i 1997.
ANDRE BOLLER På SUPPEN
Baggrunden for “hvervekampagnen“ var, at man i HK/Handel havde indset, at der skulle andre boller på suppen, hvis man overhovedet skulle gøre sig nogle forhåbninger om at få de unge gjort aktive indenfor fagbevægelsen.
– Vi tager i vores hvervekampagne udgangspunkt i diverse religiøse sekter, kuponhæfter m.m., siger Jakob Olrik. Vi sender sjove kort ud til de unge, hvor vi opfordrer dem til at møde op på bl.a. caféer. Og kortene er uden afsender – står der først HK printet på bagsiden, falder hele konceptet til jorden, siger Jakob Olrik og pointerer, at vi skal have de unge til at møde op, før vi kan overbevise dem om, at HK ikke bare er “termokander og bureaukrati“.
POSITIVE KONSEKVENSER
Hvervekampagnen der kører indtil næste sommer, har fået visse uforudsete konsekvenser for HK/Handel.
– Kampagnen er blevet en integreret del af HK/Handel. Det var ikke tilsigtet, men det er trods alt meget positivt, siger Jakob Olrik. Det har nemlig vist sig, at når de unge først komitter sig, ja så tager de også over og kræver endnu flere arrangementer, endnu flere…. ja you name it, smiler han.
TAG KONTROLLEN
Tag på kærlighedskonference, “Bust din Boss“-kursus, overlevelsestur, agenttræf, m.v.. Fantasien fejler ikke noget, og alle arrangementerne bliver kørt over hele Danmark. Men hånden på hjertet, er det så i virkeligheden ikke rent bondefangeri?
– Det mener vi ikke, for det vil hurtigt gå op for de unge, at det handler om at engagere sig inden for HK/Handel. De unge under 26 er svære at gøre interesserede og derfor har vi valgt netop den linje, hvor vi taler deres sprog, og generelt siger, “gør noget ved dit liv, skab dine egne muligheder, tag kontrollen“ – og det har altså virket over alle forventninger, understreger Jakob Olrik.