De voldsomme mediebilleder om hiv og aids tilbage i 80’erne har sat sig sine grimme spor. Der er selv i dag en kæmpe angst for sygdommen, som influerer på, hvordan helt almindelige mennesker opfører sig over for mennesker, der lever med hiv. Vel at mærke en angst som ikke har noget på sig.
De fordomme vil AIDS-Fondet nu til livs i en 3-årig anti-stigma-indsats, der skal sætte fokus på, at almindelig social kontakt med mennesker, der lever med hiv er fuldstændigt ufarligt.
– På trods af at danskerne generelt har et højt vidensniveau om hiv og smittefarerne ved sygdommen, så ser vi alligevel, at danskerne ikke tør stole på deres viden. I mødet med et mennesker, der lever med hiv, bliver de bange og tager afstand. Det skal vi have lavet om på, siger Line Rasmussen, chef for kommunikation og kampagne hos AIDS-Fondet.
– Jeg plejer at sige, at hiv-virusset hverken kan flyve eller svømme, så det er faktisk virkelig svært at blive smittet. Og velbehandlede hiv-patienter i dag smitter slet ikke. Men selv om det har været kendsgerningerne i mere end 10 år, ser vi desværre stadig, at mennesker, der lever med hiv bliver isoleret fra samfundet, fortsætter Line Rasmussen.
Kampagne i Sverige og Danmark
Til at løse opgaven med at vende fordommene ryggen har AIDS-Fondet valgt JWT Copenhagen.
– Vi har valgt JWT Copenhagen til at hjælpe os med opgaven over de næste tre år. Vi skal have danskerne til at ændre adfærd over for hiv-smittede, og det har JWT Copenhagen udvist god forståelse for. Både i tilgangen til denne opgave og igennem mit tidligere samarbejde med bureauet, fortsætter Line Rasmussen.
Hos JWT Copenhagen siger kontaktdirektør Annette Pryce:
– At ændre befolkningens adfærd i forhold til sygdom er altid en delikat kommunikationsøvelse, så vi er både beærede og ydmyge over for den opgave AIDS-Fondet har givet os.
– I dag oplever mennesker, der lever med hiv en høj grad af diskrimination, som bunder i vores allesammens angst for at blive smittet. Men med de gode behandlingsmuligheder, der er i dag, er angsten irrationel. Og det kræver lige dele empati og store bogstaver at få befolkningen til – ikke bare at forstå det, men rent faktisk tage det til sig – så de ændrer deres adfærdsmønster, når de omgås en person med hiv, slutter Annette Pryce.
Første del af kampagnen løber af stablen i december til World AIDS Day. Samarbejdet omfatter både Danmark og Sverige.