Nu kan det være nok med al den innovation og kreativitet på arbejdsmarkedet! I hvert fald hvis det står til uddannelsesminister Margrethe Vestager.
For hvorfor gå op i eksperimenter og små eventyr undervejs, når vi kan gå den lige vej til endestationen, der hvor eksamensbeviset udleveres?
Det skal være slut med at spilde tiden i 10. klasse på alt muligt fuldstændigt ligegyldigt som idræt, musik og billedkunst. Næh, må vi bede om lidt mere matematik og grammatik. Og fri os fra studerende, der ikke klarer deres studium på normeret tid. Kontant afstraffelse ved kasse 1 er blot en af de taktikker, der har været oppe at vende, for at få de sløve padder til at stramme balderne. For jo mere sultne de bliver, jo mere indser de nok nødvendigheden af hurtigst muligt at tjene penge til samfundet…
Men er den korteste vej virkelig den bedste? Er en rejse uden omveje den mest farverige? Er kærlighed uden flirteri spild af tid?
Vestager, tror du virkelig på et samfund domineret af flittigliser, af de målrettede, af de selvdisciplinerede? Af dem, der aldrig har kissemisset med underlige fag, oplevet skæve eksistenser og virkeligheden, som den virkelig er? Tror du, det er et samfund, der vil komme til at markere sig i den store verden og sprudle af gode, kreative ideer og masser af initiativ?
Kreative mennesker ved, at nytænkning også handler om at gribe tilbage efter de billeder, der engang fæstnede sig på det indre lærred. Og at forbinde erindringer og de gode historier med ny viden og nye indtryk.
Men hvad nu, hvis mennesker ikke har andre erindringer end skolelæreren, der bankede den grammatiske rytme med sin pegepind? Hvis de ikke har oplevet andet end at sidde derhjemme med næsen i en bog af frygt for ikke at nå at blive færdige? Eller hvis de eneste historier, de kan fortælle, handler om dengang, de sad og læste matematik?
Vi vil snart møde dem. Flittigliserne, de målrettede, de selvdisciplinerede. Til middage, på caféerne, som nye kolleger, skærmtrolde og politikere.
Vi vil kede os. Og de vil kede sig selv. Desperat vil vi lede efter spændende samtaleemner, mens vi forsøger at skjule det påtrængende gab. Og når vi er lige så trætte af at være høflige som af at kede os, vil vi gabe så højt, at kæberne er ved at gå af led. Kan du ikke allerede høre det? Lydene og ekkoet fra de mange gab, som runger ude i landet?
Din kollega Pia Kjærsgaard vil i hvert fald blive glad – nu får hun sig et Danmark for Danskere, for vi er sgu så kedelige, at vi skræmmer alle andre væk på trods af vores gode velfærdssystem.
Du virker nu ikke som en stivstikker, Vestager. Hvorfor vil du så skabe et samfund, hvor flirten, eventyret og den lille afstikker, der kan betyde alt for inspirationen og livsglæden, ikke eksisterer? Og hvor resultatet vil være gabende kedelige virksomheder, som aldrig vil slippe fri af middelmådighedens seje hængedynd?