Aktiemarkederne i Asien har taget hul på ugen med spirende optimisme efter den italienske regering søndag offentliggjorde en ny kriseplan, der skal rette op på landets statsfinanser og genskabe de internationale investorers tillid til italienske værdipapirer, skriver Ritzau.
I Japan åbnede Nikkei 225-indekset 0,6 procent højere, og ligger efter godt fire timers handel til en fremgang på 0,4 procent. I Hongkong stiger det toneangivende indeks med 0,2 procent, mens aktierne i Australien er 0,8 procent højere.
Investorernes modtagelse af den italienske krisepakke på 30 milliarder euro bliver afgørende for aktiemarkedernes udvikling i Europa og USA senere mandag, ifølge aktiechef Masayoshi Okamoto fra finanshuset Jujiya Securities.
– Umiddelbart lader det til, at nyhederne fra Italien modtages godt på finansmarkederne, men de japanske investorer afventer reaktionerne på de europæiske og amerikanske aktiemarkeder, før de er overbevist om, at der er tale om gode nyheder, siger han.