Det er danskernes pension og den private opsparing, der bliver ramt, hvis Socialdemokraterne og SF som bebudet gennemfører en skat på aktiehandel.
Afgiften på 0,25 pct. af handlens værdi skal være en kopi af den afgift, Socialdemokraterne afskaffede i 1999, og her var bankerne og udenlandske investorer fritaget for afgiften.
Dermed bliver det de private investorer samt pensionskasserne der skal sende 4 mia. kr. ned i statskassen hvert år, og det er helt galimatias, mener både Finansrådet, pensionsselskaberne samt Dansk Aktionærforening.
– Spørgsmålet er, om de overhovedet har styr på, hvem deres egne vælgere er, for det er hr. og fru Danmark, der bliver ramt af det her. Det er grotesk og stenalderagtigt at indføre noget, som man selv fjernede i slutningen af 90’erne, siger Charlotte Lindholm, direktør i aktionærforeningen.
Også i pensionsbranchen er man bekymret for, hvad afgiften vil betyde både for den opsparing, selskaberne forvalter, og for danskernes lyst til at spare op i det hele taget.