En gruppe af unge mennesker, der kalder sig Work Force, har givet facaden på Danmarks ældste café, Café Sommersko, et noget iøjnefaldende udseende.
Det 36 år gamle sted har fået et alternativ menukort, der ikke skilter med latte, croissanter og kolde øl, men i stedet med punkter som “Ingen løn under prøvevagter”, “Ingen tillæg” og “Ingen ret til pauser”, skriver business.dk
Det er omkring 30 unge, der har startet gruppen Work Force, som skal stille fokus på dårlige arbejdsforhold for unge i restaurationsbranchen. I et åbent brev appellerer Work Force, der ikke har nogen tilknytning til en fagforening, til, at ejeren af Café Sommersko, tilmelder sig en overenskomst.
– Ovenstående eksempler vidner om, at dine medarbejderes rettigheder på arbejdsmarkedet krænkes. Det er simpelthen ikke i orden! (…) Vi vil derfor opfordre dig til at tegne overenskomst med en traditionel fagforening, lyder budskabet på skiltet.
– Vi har udarbejdet en kontrakt, som er godkendt af Horesta, og den er de ansatte tilfredse med – ellers ville de ikke arbejde her, siger ejeren af Café Sommersko, Bahram Sari.
– Nogle af de ting, de har skrevet på, er ikke korrekte, så derfor kan vi ikke tage dem seriøst. Jeg synes, at man skal gå i dybden og se, om det er de forkerte ting, man sætter fokus på,” siger Bahram Sari, der oplyser, at han vil politianmelde Work Force for aktionen.
Berlingske