Det globale performance marketing netværk Performics starter i Danmark. Og hva’ så, fristes man til at spørge? De fleste kan være ligeglade, men er man medieindkøber, bør man måske læse videre.

– Vi vil levere performance marketing-løsninger på tværs af performance kanaler, indholds produktion og teknisk ekspertise. Det er denne blanding af egne værktøjer, performance indsigt og kommunikationserfaring, som er unikt i markedet, siger Anders Elley, direktør for Performics, en del af det Publicis-ejede VivaKi, der i forvejen har mediebureauerne Starcom og ZenithOptimedia i butikken.

Rolig nu. Ikke mange forstår, hvad du siger.

– Performance marketing begynder med dette fundament: Flere og flere mediaindkøb automatiseres. I USA er det 65% af alle digitale medieindkøb, der sker via digitale markedspladser, altså uden mennesker forhandler om priser og placeringer. Det klarer computerne. Netop i disse år, hvor der er et overudbud af mediaplads på den enorme mængde sites, lægges mediapladserne ud, og computere beregner, hvad pladsen skal koste, og hvad annoncørerne kan regne med at få ud af det.

Og det er godt for annoncørerne?

– Helt afgjort. Især fordi betalingen flyttes fra ”før transaktionen” til ”efter transaktionen”. I gamle dage betalte man for eksponeringer i en printannonce, radiospot og tv-kampagner. Med performance marketing betaler annoncøren først i det øjeblik, der skabes en transaktion. Det er godt i disse tider, hvor virksomhederne skriger på ROI.

Når Performics, der i øvrigt er til stede i 19 lande, først kommer til Danmark nu, skyldes det?

– Det danske marked er et af de mest udviklede i EMEA-regionen, når det handler om internet-penetration. Mediemarkedet er parat til data drevet kommunikation på de digitale platforme, slutter Anders Elley.

Lignende performance-tjenester findes allerede i Danmark. Omnicom Media Group har samlet kompetencen under navnet ”Annalect Group”, hos Aegis hedder det ”iProspect” og i GroupM hedder det ”Outrider”.