Marketing skal have fingeren på pulsen og vide lige nøjagtig, hvad der skal til for at optimere kundernes forretning.
Det er bl.a. baggrunden for, at Vestas’ kommunikations- og marketingdirektør, Morten Albæk, har gjort en dyd ud af at udnytte kommunikation og big data til en mere indsigtsfuld bearbejdning af selskabets kunder.
Morten Albæk lægger nemlig ikke skjul på, at marketing netop skal være en kvantificerbar størrelse, så disciplinen bliver i stand til at matche finance med evident indsigt om kunderne gennem en lang række touch-points.
Dét og meget andet, var budskabet, da Huset Markedsføring i går var vært med et gå-hjem-møde hos Vestas i Aarhus, hvor 80 marketingprofessionelle blev introduceret til vindmølleproducentens globale marketingplatform.
Grundlæggende arbejder man ud fra tre parametre: Positionering, branding og lead-generering, hvor man sigter efter at være den indiskutable leder – hvilket i øvrigt gennemsyrer virksomheden, uanset om man taler vind, energi eller måden, man har valgt at excellere sin marketingstrategi.
Data skaber energi
– Det gælder hele tiden om være relevant og uforglemmelig. Her spiller data en vigtig rolle, da vi med data er i stand til at optimere den enkelte kundes business case, siger Morten Albæk og afslører, at man hvert 10. minut indsamler information fra op til 500 datapunkter fra 25.000 vindmøller, som er placeret rundt omkring i verden.
– Umiddelbart ser det måske ud til, at vi konkurrerer om at bygge vindmøller, men i virkeligheden er data en tilsvarende stor del af vores ”core business”, da vi konkurrerer ligeså meget om at placere og servicere vindmøllerne mest optimalt og derved producere energi under de mest optimale vindforhold, tilføjer Morten Albæk.
Han fremhæver desuden, at data gør marketing kvantificerbart. Dels er det muligt at måle produktivitet og effektivitet, men også udvikle nye forretningsmuligheder ved at kombinere data, kommunikation og markedsføring i en ny kontekst. Sidstnævnte svarer grundlæggende til at finde nålen i høstakken.
Kapitalisme + humanisme
Det har Vestas bl.a. gjort med deres seneste projekt ”Wind for Prosperity”, hvor man arbejder med en forretningsmodel, der har som målsætning at bringe én million mennesker ud af fattigdom ved at give særligt belastede områder adgang til vedvarende energi og elektricitet.
Alt sammen basereret på data-mining, hvor man har kombineret vind-data med informationer om områder med høj spædbørnsdødelighed. Kalkulen har herefter været at sikre billig energi og stor rækkevide via Vestas’ brede vindmølleportefølje, som også tilgodeser områdernes muligheder for at skabe en bæredygtig forretning.
Selvsamme projekt er også på agendaen, når Huset Markedsføring, Børsen og Goodvertising i næste uge er vært for konferencen ”Bæredygtig Bundlinje”. Her vil Morten Albæk uddybe, hvordan Vestas fremover skaber ”medvind til verdens fattigste”.
I første omgang bliver forretningsmodellen søsat i Kenya og efterfulgt af Jordan, hvorefter projektet successivt bliver udrullet i flere fattige områder rundt omkring i verden.
Se indslag nedenunder artiklen.