Den tyske discount-kæde Aldi tjener omtrent lige så mange penge i Danmark som Netto. De to kæder fik næsten identiske tal på bundlinien i det seneste regnskabsår. Årets resultat efter skat blev 48 mio. kr. hos Aldi og 49 mio. kr. hos Netto. Aldi’s resultat er 50 pct. bedre end året før. Fremgangen skyldes ifølge Aldi selv en kombination af, at Aldi er blevet bedre til at ramme danskernes smag med deres varer og at danskerne har lært at holde af de tyske dagligvarer. Desuden er familier med en høj indkomst også begyndt at handle i Aldi, også fordi kæden har et attraktivt sortiment inden for nonfood.