Hvad har forsikring og mobil-abonnementer til fælles? I begge tilfælde synes kunderne, at det er svært at gennemskue, hvad de får for deres penge … 

Det lyder som en klassisk vittighed, men det er det ikke.

For netop nu går Alka, der i mange år har været kendt som forsikringsselskabet med de lave priser, i markedet med sit eget mobilselskab efter samme opskrift.

Og spørger man Frederik Sjørslev Søgaard, der er direktør i Alka, så har Alka Mobil alle muligheder for at blive en succes. 

Netop fordi markedet er svært at gennemskue:

– Priserne på mobilabonnementer er steget markant de senere år. Mange kunder betaler tilmed for en masse data, de slet ikke har brug for. Derfor tror vi på, at et helt enkelt abonnement vil tiltale mange mobilkunder, siger han.

Skrigende dukker og hoppende bamser 

Tilbuddet bliver tilgængeligt for cirka 2,5 millioner danskere, som er kunder i Alka eller medlem af et af de fagforbund, som Alka samarbejder med. 

Derfor står man med Alka Mobil i en anden situation end andre udbydere af mobiltelefoni.

Og det afspejler sig i det nye reklameunivers, lyder det fra kreativ direktør Tom Lundquist fra Alkas mangeårige lead-bureau, Eiffel, der også står bag det nye mobil-univers:

– Mobilkategorien er jo et helt andet dyr end forsikring. Mere højtråbende med skrigende dukker og hoppende bamser, siger han og tilføjer:

–  Vi ville gerne finde et dansk modstykke, og med Olivia Joof på en pæredansk villavej fik vi en filmisk ramme, som de fleste kan spejle sig i, og som samtidig er meget Alka’sk.

Artiklen fortsætter under billedet.

Olivia Joof er frontfigur i nyt reklameunivers for Alka Mobil. Foto: PR.

Et løfte om enkelthed

Alka er for de fleste kendt for sit hvide reklameunivers med den orange stol, og man kunne indvende, at vejen derfra og til et villakvarter i forstæderne er lige lovlig lang. 

Men ifølge Tom Lundquist, der har arbejdet med Alka i snart 14 år, ligger fællestrækket i tonaliteten og dramatiseringen:

Credits

Kunde: Alka
Bureau: Eiffel
Creative Director: Tom Lundquist og Janus Hansen
Head of Art: Andreas Rasmussen
Strategic Planner: Tobias Høgsberg
Senior Account Manager: Lea Halby
Produktion: Octopuss
Director: Sune Lykke Albinus
Producer: Morten Peglau
Director of Photography: Jonatan Mose
Still photographer: Ken Hermann

– Alka har bygget en stærk position på et løfte om enkelthed. Det gælder deres forsikringer, og måden du køber dem på. Og det gælder markedsføringen, siger han og tilføjer:

– Vi har altid dyrket enkeltheden i alt, hvad vi gør. Ingen store abstraktioner, men enkle budskaber kommunikeret 1:1, hvor vi viser det, vi siger, og omvendt. Og så forsøger vi at gøre det med et glimt i øjet. Det er fuldstændig det samme, vi nu gør med Alka Mobil.

”Det kunne andre godt lære noget af”

Til at producere filmene har Eiffel allieret sig med produktionsselskabet Octopuss og instruktør Sune Lykke Albinus.

Og ifølge Tom Lundquist er slægtskabet mellem Alka og Alka Mobil tydeligt i filmene:

– Ideen med den orange stol i det hvide rum opstod oprindelig af prikken i udråbstegnet i Alka-logoet, som Muggie Ramadani (i dag kreativ direktør i NoA-bureauet Bold, red.) designede tilbage i 2007. Og Alkas visuelle identitet har altid har trådt klart igennem i kommunikationen, siger han.

" Alka har bygget en stærk position på et løfte om enkelthed.
Tom Lundquist | kreativ direktør | Eiffel

Men I har vendt rundt på farvepaletten?

– Ja, men ellers været tro mod Alkas designmanual. Derfor er du ikke i tvivl om, hvem der står bag Alka Mobil. Heller ikke selv om scenen er flyttet fra det hvide rum til en villavej, siger Tom Lundquist og tilføjer:

– Det er jo belønningen for at holde fast i et univers over tid. Det kunne mange virksomheder faktisk godt lære noget af.

Se lanceringsfilmen her.