Betsafe beviser, at de forstår at lave et godt PR-stunt, og det er Allan Simonsens farvel i fredagens ”Vild med Dans”, der bruges som afsæt.  

Mens TV 2 således står i mudder til halsen, fordi de ikke vil oplyse om fredagens stemmetal, danser Betsafe let over gulvet i en elegant pasodoble.

Bookmakeren har nemlig valgt at tilbagebetale indskuddet til alle dem, der har spillet på Allan Simonsen som vinder af ”Vild med Dans” hos Betsafe. Bag Betsafe står Kasters som PR-bureau.

På den måde hopper Betsafe med på hypen, der har kørt omkring Allan Simonsens deltagelse i danseshowet. Og samtidig stiller de sig selv i et positivt lys.

– Vi kan ikke leve med, at der eksisterer så stor usikkerhed omkring troværdigheden af et resultat, som vi udbyder spil på. Derfor har vi besluttet at tilbagebetale samtlige indskud på Allan Simonsen som vinder af ”Vild med Dans”, lyder det fra Betsafes oddssættter Thomas Holm i en pressemeddelelse.

TV 2 er allerede blevet anmeldt til politiet for matchfixing, og flere medier har skrevet om Allan Simonsens exit.

Det samlede beløb, som Betsafe skal udbetale, løber op i femcifret beløb, og 53 % af alle pengene var sat på Allan Simonsen som vinder af ”Vild med Dans”.