Blodbad, krigshandlinger og angst. Den førende hollandske medieforsker Piet Bakker sparer ikke på ordene, når han beskriver, hvad der kan komme til at ske på det danske avismarked i løbet af det kommende par måneder.
– Lørdagen står for halvdelen af indtjeningen for mange aviser. Nyhedsavisen går målrettet efter lørdagsmarkedet, og det er første gang, vi ser det i stor skala på gratisavismarkedet, bemærker Piet Bakker.
– På kun en måned er Danmark blevet det mest konkurrenceprægede avismarked, siger han.
– Snart er 60 procent af det danske avismarked gratis-distribueret for læserne. Alles øjne er rettet mod Danmark.
Piet Bakker, forsker og lektor ved Amsterdams universitet, fremlagde spådomme, vurderinger og egen forskning ved Journalistikkens Dag på Danmarks Journalisthøjskole torsdag. Han er absolut ikke nervøs for det samlede avismarked som sådant – ikke på grund af gratisaviserne, i hvert fald: De traditionelles oplag falder ganske vist fortsat mange steder i verden, men nedgangstaksten ser ikke ud til at være påvirket af gratisavisernes entre. Derimod har han bekymrede ord om indholdet, for selv om der ses meget stort overlap af indholdstyper mellem gratis- og betalingsaviserne, mener han gratisaviserne med Metro i spidsen lægger hovedparten af kræfterne på alt andet end journalistikken som indhold.
Og ikke-kommercialisme er en saga blott – fint nok, for medier bør have overskud, mener han.
Vinderne er annoncørerne:
– Aviser er stadig et fremragende reklamemedie, understreger Piet Bakker.
– Annoncepriserne falder markant. Det er med til at sænke pristærsklen for overhovedet at reklamere, og det får markedet til at vokse.
Og de markant faldende annoncepriser vil forblive lave i lang, lang tid. Det bliver svært eller umuligt for medierne at hæve dem foreløbigt, for det bliver en langvarig kamp på markedet.
Piet Bakker vurderer dog, at både 24timer og Dato vil forsvinde igen hurtigst muligt, selv om de siger det modsatte. De to – udgivet af hhv. JP/Politiken og Berlingske – beviste i sidste uge deres ambitionsniveau, da han i København så, at de ikke prioriterede at rapportere fra FCKs succes med at spille sig i fodboldens Champions League; en prioritering som i hvert fald ikke er journalistisk og fremadrettet – mener altså forskeren fra Amsterdam. Og tjah – det var jo netop Ajax fra Amsterdam, som det gik ud over. asj