Hvis du har bevæget dig ind forbi Instagram eller Facebook hen over sommeren, er der gode chancer for, at du er stødt ind i Matilde-pigen: Arla Foods’ kendte pige-med-rottehaler-logo for kakaomælken af samme navn.

Inden for den seneste måned har flere end 100.000 brugere nemlig været med til at sprede den unge dames seneste digitale initiativ – en Matilde-pige konkurrence på de sociale kanaler.

Bureauet bag ”Jagten på Matilde” er social marketing-bureauet Patchwork, der netop har indledt et samarbejde Arlas velkendte kakaomælke-brand.

Idéen med konkurrencen var ganske enkel: At lade forbrugere indsende fotos af sig selv eller deres børn som Matilde look-a-likes. Altså en relativ klassisk fotokonkurrence, som i princippet er set mange gange før.

Alligevel fik satsningen en overvældende modtagelse i målgruppen. Knap 10.000 brugere har siden konkurrencens start uploadet fotos på Matildepigen.dk, og langt over 100.000 unikke brugere har stemt på deres favoritfoto.

En god digital start

– Vi har faktisk været en lille smule overraskede over den store deltagelse, fortæller Jonas Ingvardsen, strategisk direktør hos Patchwork, og fortsætter:

– Men når det er sagt, så har vi generelt set en god idé om, hvad der får folk til at engagere sig socialt. I dette tilfælde byggede vi bl.a. kampagnen op omkring indsigten, at forældre ofte meget gerne vil vise, hvor skønne deres børn er. Samtidig gjorde vi det nemt for folk at være med – de skulle sådan set bare gøre mere af det, som de allerede gør i forvejen.

Og hos Arla Foods er man naturligt nok også meget tilfreds med kampagnen:

– ”Jagten på Matilde-pigen” har været en af vores første social media-satsninger i samarbejdet med Patchwork, og det har været en rigtig god start på i højere grad at iscenesætte Matilde på de digitale platforme, siger Christian P. Christensen, der er Senior Commercial Category Manager hos Arla.

Social marketing bureauet Patchwork blev etableret i 2008 og har i dag kontorer i København, Stockholm og Oslo. Bureauet samarbejder med bl.a. Spotify, MARS, Bestseller, PepsiCo, Arla, FIAT og Bosch.