Aller Media vil have en bid af den digitale marketingkage og etablerer derfor bureauet OREON, som skal beskæftige sig med digital strategi, betalt og organisk Search, SoMe og marketing automation.
Som leder af bureauet indtræder Joakim Kruse, der tidligere blandt andet har været Head of SEO hos det digitale bureau s360, der i øvrigt har Egmont som majoritetsejer.
Udgangspunktet er digitalt, og OREON vil ifølge en pressemeddelelse ”udnytte data, automatisering og AI alle de steder, det gavner kundens forretning.”
Men udgangspunktet for rådgivningen er, hedder det videre: ”At den bedste intelligens er placeret i hovedet hos inspirerende mennesker, der giver levende råd, baseret på sund fornuft og høj faglighed.”
Benhårdt marked
– Vi er helt med på, at ord er taknemmelige, og det er det letteste i verden at påstå, at vores tilgang, løsninger eller råd er bedre end konkurrenternes, siger Joakim Kruse i pressemeddelelsen og tilføjer:
– Vi ved godt, at markedet er benhårdt, og at mange af vores kolleger i branchen har stærke brands, som er opbygget over mange år – men vi tror selvsagt på, at der er plads til et digitalt bureau med vores faglighed og værdier. Det kræver benhårdt arbejde at vise kunderne alt dét, vi kan og står for, og det glæder vi os sindssygt meget til.
Organisatorisk bliver OREON en del af Allers samlede marketing servicetilbud sammen med OTW, der er Allers content-bureau.
Ambitionen med OREON er nordisk og bureauet bliver således også en del af Ahead Group, det Aller-ejede, nordiske kommunikationsnetværk bestående af nu 13 bureauer.
Første kunder er klar
Om samspillet mellem OREON og OTW siger Annette Bach, CEO i OTW, i pressemeddelelsen:
– Vores kunder efterspørger digitale løsninger, som kan hjælpe dem i omstillingen til den nye medievirkelighed. Det har vi i OTW stærke, digitale kræfter, som hjælper dem med. Med OREON tilfører vi nye kompetencer og muskler, som direkte knytter sig til online markedsføring, automation og performance marketing.
OREON får base hos OTW i Århus og København, og de første kunder har ifølge parterne allerede meldt sig på banen.