Relanceringen af aller.dk skal både styrke selskabets image og initiativer inden for åbenhed, samarbejde, identitet og position.
Med andre ord skal Aller være et moderne mediehus.
Det nye corporate website er rosinen i pølseenden på et halvt års proces, hvor Aller Press’ forskellige brands har fået nye hjemmesider.
Aller.dk skal give et overblik over alle husets brands, og derudover vise hvem Aller er som koncern og som arbejdsplads.
– Vi har længe kæmpet med et tungt og ikke særlig opdateret aller.dk, som ikke helt afspejlede, hvem vi er, men det er heldigvis slut nu. Den nye hjemmeside skal for alvor være med til at styrke Allers image og forbedre vores kommunikation til udvalgte interessenter, så som kommende kandidater, annoncører, abonnenter og journalister, siger kommunikationskonsulent Marie Thorsø, der har været projektleder på relanceringen.
Hun fortsætter:
– Vi glæder os til at byde vores interessenter indenfor i Aller universet og vise dem, hvad et moderne mediehus kan tilbyde.
Det nye aller.dk går i luften i dag.