Birgitte Hart Hasbo tiltræder 1. juni som kommerciel direktør i Aller Media.

Det oplyser medievirksomheden i en pressemeddelelse.

Det fremgår, at hun kommer fra en stilling som CEO i BOLOU Fine Jewellery.

Før det har hun været Sales Director Wholesale hos smykkefirmaet Ole Lynggaard, og inden da har hun haft en række ledende kommercielle roller hos Georg Jensen.

Birgitte Hart Hasbo bliver kommerciel direktør i Aller Media. Foto: Privat.

– Aller Media er med sin unikke historie i sig selv en spændende fortælling, siger Birgitte Hart Hasbo i meddelelsen.

Hun fortsætter:

– Det er et Danmarks-ikon, som jeg ser utroligt meget frem til at være med til at udvikle og styrke kommercielt på tværs af platforme til gavn for blandt andet vores mange brands, læsere og brugere, samt mediasamarbejdspartnere og distributører.

Det oplyses, at hun får ansvar for det kommercielle område, herunder salg til B2B og B2C, annoncesalg, abonnementssalg, løssalg, kundeservice og marketing. 

Aller Media oplyser også, at Martin Tørnes 1. maj tiltræder som ny CFO.

Han kommer fra en stilling som CFO i Toyota Danmark, hvor han har været siden 2017.