Et nyt dansk magasin for mænd rammer bladhylderne torsdag den 30. marts 2006, når Aller koncernen lancerer ugemagasinet FOKUS.
– Med FOKUS præsenterer vi hver torsdag et højaktuelt magasin med en kombination af de seriøse emner, der optager moderne mænd, siger administrerende direktør Pål Thore Krosby, Aller Press A/S.
Lanceringen af FOKUS kommer på et tidspunkt, hvor Aller Press for andet år i træk har præsteret et rekordoverskud.
– Som markedsleder skal vi ikke hvile på laurbærrene, men have mod til at gå nye veje. Konkurrencen om forbrugernes tid og penge er hårdere end nogensinde, og lanceringen af FOKUS er en vigtig offensiv satsning for os. Vores fremtid består i at skabe fornyelse inden for både de digitale og trykte medier, siger Pål Thore Krosby.
FOKUS vil spille op til den moderne mands interesser og appetit på nyheder. Indholdet vil fokusere på politik og samfundsforhold, nye opdagelser inden for videnskab og forskning, privatøkonomi, sport, vin, biler og dejlige kvinder. Desuden vil FOKUS indeholde et praktisk tv-tillæg.
Redaktionen for FOKUS har til huse i Allers bladhus i Valby. Chefredaktør Knud Sunesen, Ude og Hjemme, har været ankermand i projektfasen og står i spidsen for FOKUS, indtil rekrutteringen af magasinets chefredaktør er afsluttet.
Redaktionen tæller fra start ca. 40 medarbejdere – såvel fastansatte journalister, layoutere og fotografer samt en række freelancere med særlige kompetencer inden for FOKUS’ temaområder.