Aller Press’ hjemmesider skal være mere underholdende. Derfor skriver selskabet nu Digital Netværksstrategi med stort D og N og lader sine online medier undergå en rivende udvikling.
Et af de tunge indsatsområder bliver at udvikle et online spilleunivers til især kvinder. Derfor har selskabet skabt en ny stilling, Produktchef til Casual Gaming, der skal bære området frem.
– Det er en vigtig del af Aller at være til stede på nettet, der hvor markedet rører sig – altså være der, hvor brugerne er. Og der sker rigtigt meget på spilområdet lige nu. Alle store mediehuse har udviklet spilunivers, fortæller projektchef Christian Schade.
Den ny platform er søsat om senest et halvt år, men Schade kan ikke præcisere tidspunktet yderligere. Sikkert er det, at målgruppen hedder ”kvinder”.
– Så absolut kvinder. De er Allers kernegruppe, siger Christian Schade.