Med det strategiske samarbejde mellem de to mediekoncerner Aller og SBS kan internetbrugerne nu finde en masse gratis underholdning samlet ét sted. Man vil finde nyheder om blandt andet musik, bolig, mad, fritid, erotik og kvindeliv fra de ugeblade, magasiner, tv- og radiostationer, de to koncerner råder over. Men epunkt indeholder også en række interaktive muligheder såsom spil, chat og web-tv. Senere vil man også kunne få sin egen e-mail, kalender og adressebog på epunkt.
Samarbejdet mellem Aller og SBS begrænser sig i første omgang til Internettet. Men de to virksomheder ser projektet som det første eksempel på et muligt tættere strategisk samarbejde i en medieverden, hvor levende billeder, lyd og trykte medier efterhånden smelter sammen.
– Netop fordi vi tilsammen har så stærke medier både på magasiner, ugeblade, tv og radio, er vi i en unik position. Det at opbygge en platform på internettet er noget, der koster store markedsføringsmæssige ressourcer. Med det strategiske samarbejde besidder vi selv en markedsføringskraft, så vi er i en unik position til at opbygge det her, uden at vi har postet millioner i det. Så det er en mere købmandsagtig måde at se tingene på. Vi udnytter de ting vi har i forvejen, siger SBS Broadcast Danmarks adm. direktør, Jesper Sehested Lund.
– Store brede portaler er afhængige af to ting: Det rigtige indhold og vedvarende markedsføring. Til sammen råder Aller og SBS over begge dele. Med et samarbejde får vi erfaringer med den kommende mediekonvergens mellem levende billeder, lyd og printmedier. Aller ser mange muligheder for at udvikle nye forretningsområder sammen med SBS og deres landsdækkende tv-stationer og nogle af landets største radiokanaler, siger Per Hammer, New Media Chef for Aller Press.
Samtidig overtager TvDanmark Interactive a/s salget af Internetannoncer på de fleste af Allers Internet sites i Danmark. TvDanmark Interactive a/s skal også sælge annoncerne på epunkt.
– Med det fælles salgssamarbejde vil TvDanmark Interactive a/s i fremtiden i endnu større grad kunne tilbyde annoncører eksponering på attraktive web-sites. Desuden vil TvDanmark Interactive kunne tilbyde eksponering i de attraktive målgrupper, som annoncørerne efterspørger på tværs af de mange sites med henblik på at øge nettodækningen, siger TvDanmarks salgsdirektør Jan Hjøllund. jür