Livremmen skal strammes på tre magasiner under Aller koncernen.
På gratismagasinet Where2Go ryger der fem stillinger som følge af mangel på annoncer og på magasinet Forældre & Børn barberes tre stillinger, ved at man ikke længere udkommer hver måned, men i stedet hvert kvartal. Det skriver Journalisten.
– I den kommende uge skal vi kigge på format, annonce-muligheder, udgivelsesfrekvens og foretage nye beregninger, siger Aller Magasiners direktør Pernille Aalund.
Magasinet Living Design, som er konkurrent til Bo Bedre fra Bonnier, går ligeledes en usikker fremtid i møde, som Aller Magasiners ledelse i indeværende måned skal tage stilling til.
Indtil videre overvejes en ændring af udgivelsesfrekvensen:
– Vi gør, hvad der skal til, men jeg ville være en dårlig købmand, hvis ikke jeg kiggede de enkelte forretninger efter i sømmene, siger Pernille Aalund til Journalisten.
sm