Freelancere i Dansk Journalistforbund, DJ, skal ikke længere levere tekst, billeder eller tegninger til Aller koncernen. I hvert fald ikke hvis det står til forbundet, der netop har sendt et såkaldt blokadevarsel mod Aller Press. DJ og koncernen har forsøgt et enes om nye aftaler for hundredvis af freelancere, men forhandlingerne er gået så meget i hårdknude, at der nu varsles blokade fra 1. april.
– Allers krav om at freelancerne kvit og frit skal lade Aller Press bruge stoffet i enhver sammenhæng til enhver tid i samtlige medier i hele koncernen er himmelråbende uacceptabelt. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at finde en løsning, men Aller Press kræver fortsat fuld råderet over freelancernes arbejde uden at ville give noget til gengæld, siger Morgens Blicher Bjerregård, formand for DJ.
/ritzau/