December var en skidt måned for Allers ugeblade, hvis man dømmer på oplagstallene fra Dansk Oplagskontrol. Billed Bladet holdt stort set skansen, mens Femina steg. Resten faldt, og Kig Ind faldt så meget som 18.300 eksemplarer til 64.600.
Samlet faldt Allers ugeblade med 57.700 eksemplarer, mens Egmonts blade steg med 15.900. Med Her og Nu og Hjemmet i spidsen.
For ugebladsgruppen som helhed gav december et fald på 2-3 pct.
På dagbladsfronten kom Ekstra Bladet ned på jorden. Hidtil har avisen kunnet godte sig over ærkekonkurrenten BTs nedtur. Men i december måtte Ekstra Bladet notere månedens største oplagsfald fra 107.215 til 101.995. Avisen er godt nok stadig pænt større end BT, som dog i december kunne nøjes med et mere beskedent fald fra 94.533 til 92.242.
Børsen og Kristeligt Dagblad er fortsat de mest fremgangsrige blade, mens Jyllands-Posten ser ud til at have stabiliseret oplaget omkring 154.000.
Samlet set lander dagbladsgruppen på næsten status quo. Var det ikke for Ekstra Bladet ville tilbagegangen i december være på under en halv procent. fin