Ugebladskoncernen Aller dropper den hidtil tilbagelænede holdning til fordel for en mere offensiv strategi over for forlaget Benjamin og bladet Okay, der kom på gaden for et par uger siden. Aller har dels rationaliseret og vil nu bruge gevinsten på mere offensivt at forsvare sin markedsposition. Dels går man direkte i krig mod Okay gennem en prisnedsættelse til 10 kr. på Aller-koncernens Kig Ind, der også har fået fremrykket udgivelsesdatoen til onsdag, hvor Okay også udkommer. Aller har desuden fremrykket og forstærket en række marketingaktiviteter, der bl.a. omfatter massiv tv-markedsføring.