Der er gang i svingdøren hos Kunde & Co. Jesper Kunde er nu begyndt at arbejde for Codan, mens en af hans gamle kunder og show-cases, Alm. Brand, nu har besluttet at forlade bureauet.
Ifølge rygter rejser Alm. Brand på grund af utilfredshed med Jesper Kundes engagement med Codan, men marketingdirektør Steen Mortensen svarer kort “Ingen kommentarer” til spørgsmålet om, hvorfor koncernen forlader Kunde & Co.
Kunde & Co har dog også inden for det seneste halve år hentet Acceptcard ind i butikken, og denne virksomhed vil nu til at udbyde bankprodukter. Alm. Brand rummer også en bank – som dog er meget investerings- og opsparingsorienteret.
Steen Mortensen oplyser til Markedsføring, at koncernen nu er i gang med at vælge nyt bureau. Der vil ikke komme en bureau-konkurrence. Bureauet vil blive udvalgt på basis af samtaler og beslutningen ventes i løbet af maj.
Jesper Kundes engagement med Codan er alene som management-konsulent, understreger direktør Poul Mortensen, Codan. Jesper Kunde skal hjælpe med et strategisk analyse-projekt, der handler om at vurdere mulighederne for at gennemføre en fælles nordisk kommunikation for Codan i Danmark og TryggHansa i Sverige.
– Kan man finde den unikke historie, der kan danne grundlag for en fælles kommunikations-platform, så vil der være oplagte fordele for os. Vi kunne også have hyret f.eks. McKinsey, men vi vil hellere have en person som Jesper Kunde, der har en god fornemmelse for og indsigt i kommunikation, siger Poul Mortensen, og understreger, at der ikke i samarbejdet ligger nogen beslutning om at samarbejde med Kunde & Co, hvis projektet udmønter sig i en fælles kommunikationsplatform.
– Vi er vældig godt tilfredse med samarbejdet med Agitator, så der skal være en grund til at skifte. Og dette projekt er ikke i sig selv en grund til at skifte. Skal vi til at lave en fælles kommunikationsplatform, så må vi kigge på, hvem vi tror, der vil være bedst til at eksekvere den, og her har vi slet ikke vurderet Kunde & Co endnu. Det er alene personen Jesper Kunde, vi har hyret, siger Poul Mortensen.
Udover Codan/Alm. Brand har Kunde & Co på det seneste sagt goddag til Tele Danmark med det resultat, at Mobilix sagde farvel. Desuden er Schulstad ved at vælge nyt bureau.
fin