Når Alm. Brand i aften går i luften med helt nye tv-spot, er der tale om synliggørelsen af en helt ny strategi, hvor selskabet vil markedsføre sig som koncern frem for som bank og forsikrings-selskab.
Konceptet indebærer samtidig en helt ny produktstrategi, hvor man aggressivt vil give meget betydelige rabatter til kunder, der køber mange af koncernens produkter. Reelt vil man kunne opnå helt op til 51 pct. rabat på brutto-forsikrings-præmierne.
Kampagnen er udviklet af Halbye, Kaag & Thompson, og rummer både tv, print og internet. I kroner bruger Alm. Brand ikke mere end tidligere, men da budgetterne for forsikring, bank og liv/pension nu er samlet i en og samme kampagne, bliver der tale om en massiv indsats.
Kampagnen er desuden udtryk for en langsigtet strategi frem for en enkelt-stående kommunikations-indsats. Alm. Brand vil således være meget synlig resten af året.
Læs om den nye strategi i Markedsføring, der udkommer i morgen.