MTV has left the country. Danmark er igen alene hjemme, men Markedsføring brugte aftenen til Award-showet (i Bella Centret, ikke Rådhuspladsen – termotøj er til skiferier, ikke koncerter). Og vi havde blokken fremme og spottede også andre, der burde have haft en pris.
ÅRETS OPVARMER
MTVs publikums-prøver var blevet kritiseret, men casterne havde gjort deres job godt. Og opvarmeren fik publikum i ekstase og gjort dem så modtagelige, at man kunne have benyttet lejligheden til at sælge tupperware og pyramidespil.
BEDSTE SPONSOR
Ingen nominerede. Der holdt en forfrossen Opel Corsa eller to foran Bella Centret, og i garderoben blev der uddelt enkelte Replay T-shirts. Derudover var sponsorerne allestedsfraværende. Faktisk skuffende.
ÅRETS DUFTNOTE
Vanille. Sådan er det bare. MTV Awards er ikke kun lyd, men også parfumedufte. Og mange af dem.
BEDSTE OPTRÆDEN
Nelly Furtado og ”Maneater”. Bevares, Rhianna optrådte med mindre tøj i sin optræden med ”S.O.S.”, men der var mere knald på Nelly.
VÆRSTE OPTRÆDEN
Lordi. De finske fastelavns-fjolser kan pjatte sig igennem et Melodi Grand Prix, men til MTV Awards? Det er ikke selvironisk eller pudsigt-anakronistisk, det er bare kikset. At lege med fyrværkeri i instrumenterne var en dille, dengang D.A.D. hed Disneyland til fornavn.
BEDSTE MÅLMAND
Jesper Christiansen var der også. En mand, der holder buret rent mod Benfica og Man U er dælme også en stjerne.
UHELDIGSTE OPTRÆDEN
Ved siden af en af Bella Centrets barer er et to meter dybt bassin med japanske karper – nogle fede sataner på en halv meters penge, der fik selskab af en tjener, der med fadølsbakken skyggede for sin udsigt og skridtede direkte i dybet. Pigen blev straks hjulpet op af vagter, karperne fik en night cap og bakken lagde sig til rette på bunden. Efter showet var bassinet spærret af.
COOL OPTRÆDEN
Røde Kors var repræsenteret med førstehjælpere, Blå Kors var væk: Bare Red Bull? Skal du ikke have noget sprut? En ordre på sodavand er et særsyn til et after party med fri bar. Og et after party med op mod 2.000 deltagere. Stort? Bestemt. Eksklusivt? Næppe. Men igen: Det var Bella Centret, ingen Københavner-klub. peng