Amagerbanken har fået individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. for bankens udstedelse af obligationer med løbetid frem til 2013, meddelte banken i en fondsbørsmeddelelse sent mandag aften.
Bankens funding bliver sikret af obligationsudstedelsen frem til 2013, men den bliver bestemt ikke gratis. Blandt andet har Finansiel Stabilitet krævet, at banken skal have tilført 750 mio. kr. i basiskapital.
– Det er et meget væsentligt vilkår, som kan være vanskeligt at skulle opfylde, og som under alle omstændigheder skal godkendes af bankens aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling, skriver Amagerbanken. Banken bemærker desuden, at den højere basiskapital vil øge dens solvensmæssige dækning væsentligt i forhold til de krav, Finanstilsynet tidligere har stillet.
Finansiel Stabilitet foreslår desuden to bestyrelsesmedlemmer til Amagerbanken, der skal have indflydelse på banken i garanti-perioden. Amagerbanken indkalder til ekstraordinær generalforsamling den 22. juli.
Diverse medier