Amazons nye tavle kan ikke så meget som Apples iPad, men det er også pointen. Den målretter sig til kunder, som ikke vil bruge en tavle-pc som erstatning for en bærbar computer, men som vil bruge den til at læse bøger og artikler, se film og videoer og høre musik.
Den kører Android, men i en version, som er koblet sammen med Amazons produktflade; det vil sige med Amazons digtale tilbud i musik og film og bøger, og den første udgave kommer med en syv-tommer farveskærm. Ifølge Techcrunch vil den sælge for 250 dollar – eller under halvdelen af, hvad en iPad koster.
Det vil blive en storsællert, vurderer analysefirmaet Forrester i en ny rapport. Alene i fjerde kvartal vil Amazon sælge mellem tre og fem mio. tavler, og de vil vende op og ned på hele markedet, skriver chefanalytiker hos Forrester Sarah Rotman Epps på sitet Ars Technica. For det første vil det sende Apple i defensiven; Amazon har alt det, som Apple tilbyder gennem iTunes, og i modsætning til Apple er Amazon villig til at sælge med tab for at få markedsandele.