Oliver’s Petfood valgte for nylig bureauerne TyveTi og Klausen + Partners til at relancere Oliver’s Petfood – TyveTi above the line og Klausen + Partners below the line.
TyveTi startede med at fastlægge den overordnede stil og tone, som Klausen + Partners udviklede salgskampagner under. 
– Efter at være kommet længere ned i salgstragten, valgte vi efter anbefaling af TyveTi og en bureaupræsentation også at entrere med Klausen + Partners. De skulle hjælpe os med den direkte salgsfokuserede del af kampagnen, mere præcist en member-get-member og en winback løsning, siger Pernelle Frickmann, Oliver’s Petfood.
Kampagnen er reelt bygget over Word-of-Mouth og ambassadør-tankegangen?

– Kunderne er meget begejstrede for Oliver’s Petfood, og det bliver selvfølgelig brugt. Samtidig eksisterer der en stærk fællesskabsfølelse mellem folk med kæledyr – et naturligt bånd i form af vidensdeling og udveksling af oplevelser. Og når de nu alligevel taler sammen, hvorfor så ikke også tale om Oliver’s? Få ting slår en anbefaling fra en ambassadør, men det kræver, at vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed for ambassadørerne – det skal være let at anbefale, siger Brian Carlson, kontaktdirektør og partner, Klausen + Partners.
Det behøver ikke være svært

Både Member-get-member og winback aktiviteterne har et tydeligt strejf af humor, og netop humoren er den røde tråd fra ATL til BTL aktiviteterne. At skabe en rød tråd kræver et godt bureausamarbejde – også mellem bureauerne.
– For os var det vigtigt, at den overordnede tone og stil blev holdt. Derfor satte vi os sammen med Klausen + Partners meget tidligt i processen, helt på skitseplan, og syretestede konceptet. I det hele taget har vi fulgt hinandens arbejde tæt, hvilket har gjort processen super effektiv, afslutter Nicolai Schwensen, kreativ direktør i TyveTi. 
– De fleste, der arbejder med flere bureauer samtidigt, vil sikkert kunne nikke genkendende til, at det ikke altid er problemfrit. Dels pga. økonomi, men også fordi det ikke er garanteret, at de kan arbejde sammen. Men det har været en fornøjelse at arbejde sammen med begge bureauer. De har suppleret hinanden super godt, og vi har fået en fantastisk løsning, siger Pernelle Frickmann fra Oliver’s Petfood.
– Resultatet er en meget sammenhængende kampagne, der sættes i søen om få dage – og vi glæder os til at se om vores indsats viser sig på bundlinjen – altså om den giver pote, slutter Pernelle Frickmann.