I 2006 blev det aalborgensiske kommunikationsbureau Lange PR valgt som ”Best PR Agency of the Year” ved en prisuddeling i Stockholm. Nu er bureauet endnu engang løbet med en håndfuld laurbær, idet softwareproducenten Autodesk har kåret bureauet som det bedste PR-bureau i Nordeuropa.
Autodesk er blandt verdens største inden for 3D-designsoftware, og Aalborg-bureauet løb med førstepræmien foran PR-bureauer fra syv andre lande.
Prisen tildeles ud fra en vurdering af bureauernes evne til at sikre Autodesk omtale i de rigtige medier, evnen til at udtænke kreative PR-idéer, planlægge og gennemføre dem samt ikke mindst bureauernes motivation, loyalitet og commitment.
Jacob Lange, der er adm. direktør i Lange PR, har arbejdet for Autodesk siden 1997 og er dermed en af de PR-rådgivere i verden, Autodesk har haft det længste samarbejde med.
– Vi arbejder meget ”no nonsense” og går efter den gode historie, og det er det, journalisterne efterspørger. De gider ikke en masse varm luft, og det undgår vi også helt bevidst, når vi rådgiver kunderne om deres pressestrategi, siger Jacob Lange.
Bag prisen ligger et omfattende analysearbejde, hvor PR-bureauerne er bedømt efter i alt 10 kategorier. Lange PR scorede højest i ”generel performance” og var desuden en klar vinder af hele syv af de øvrige kategorier, hvilket resulterede i den samlede førsteplads.