Nyhedsavisens manglende årsregnskab har været sommerens bedste business-sæbeopera.
Men nu lader føljetonen til at være forbi med nyheden om, at amerikanske Draper Fischer Jurvetson skyder penge i Morten Lunds selskab.
Det betyder, at Morten Lund nu ejer 85 pct. af avisens aktier, mens de oprindelige islandske ejere har en aktieandel på 15 pct.
Draper Fischer Jurvetson er et af verdens største venturekapitalselskaber og har 5,5 mia. dollar at ”lege” med. Selskabet har tidligere investeret i både Hotmail og Skype, og Draper Fischer Jurvetson er glade for at være involverede i endnu et gratiskoncept
– Vi er stolte af at lave denne forretning med Morten Lund, og siden vi har været investorer i Hotmail og Skype, er det ikke nyt for os at give en service gratis for at udfordre det etablerede marked. I denne sammenhæng det forældede abonnementssystem, der bliver erstattet med banebrydende ideer og verdensklasse-folk, siger partner og stifter i Draper Fischer Jurvetson, Tim Draper ifølge Børsen.
Også Morten Lund er i godt humør efter aftalen er kommet i hus.
– Jeg er simpelthen så pavestolt over at have fået en finansiel partner i verdenseliten – og over at der nu er sikret kapital nok til at bringe Nyhedsavisen i overskud, siger Morten Lund, der også selv har skudt flere penge i avisprojektet.
Derved kunne Erhvervs- og Selskabsstyrelsen endelig modtage årsregnskabet fra Nyhedsavisen, der afslørede et kæmpe underskud på 410,5 millioner kroner. Distributionsomkostningerne alene gav i 2007 et underskud på 204,1 mio. kroner.
ac