TV2 ser ud til at have fået sat en pil opad på sin kommercielle seerandel.
Stationen har i den første del af året via en aggrressiv prispolitik hugget markedsandele på reklametiden i form af en vækst på TRP-andele. Men samtidig viser Tv-markedets nøgletal, som mediebureauet Carat producerer til Markedsføring, at den kommercielle seerandel har holdt sig stabil. Tallene for uge 11 viser dog, at stationen i de seneste 4 uger er vokset med 2 pct. – ikke nødvendigvis en solid og stabil opgang, men dog en pil op.
Det er bl.a. onsdag aften, som er med til at give fremgang, og salgschef Oluf Ravn er da også godt tilfreds med udviklingen.
– Onsdag er ved at udvikle sig til en guld-aften for os, siger Oluf Ravn, som dog samtidig har et lille minus i udviklingen. Udover onsdag har stationen fremgang i week-enden, mens mandag og tirsdag i den senere tid ikke har udviklet sig tilfredsstillende. Og hverdage er vigtigere end week-ender.
Onsdags-sucessen bygger på amerikanske serier som Ally og Venner samt Roomservice, og TV2 har denne aften fået utroligt godt fat i de unge seere. Fremgangen er så stor, at den alene svarer til en samlet stigning i den kommercielle seerandel på 0,7 pct. I prime-time (19-22) onsdag er TV2 steget fra at have 46,5 pct. til 60,1 pct. af seningen blandt de 15-30 årige.
Hos TV3 findes den største fremgang på Sexorama torsdag nat, mens 3+ tirsdag nat har opnået fremgang på Champions League.