Den lave dollarkurs tiltrækker udenlandske shopping-turister til New York City, imens andre byer og metropoler har svært ved at tage kampen op om euros, pund og yen. Det skriver New York Times.
Modsat de fleste andre vestlige industrilande har USA ikke et centralt, nationalt turistråd. Om et sådannes oprettes eller ej, diskuteres fortsat indædt i den amerikanske turistbranche. Men mens de venter, har individuelle delstater og byer nu selv fyret op for det globale marketingblus.
I sidste måned startede California Travel and Tourism Commission en reklame-serie på britisk og irsk tv, og erhvervs- og turistrådet regner med at bruge over 4,5 mio. USD. om året alene på denne kampagne på de britiske øer. Las Vegas har hævet sin charmeoffensiv med tre mio. USD. over for briterne, canadierne og mexicanerne, så der nu bruges over otte mio. USD. årligt alene på de tre landemarkeder.
New York City er derimod en by, det går godt for. Sidste år steg antallet af internationale turister i metropolen til 8,5 mio. mod 7,3 mio. i 2006. Ikke desto mindre har byen søsat en global marketingkampagne på 30 mio. USD.
Antallet af oversøiske turister (ikke medregnet Canada og Mexico) steg i fjor med syv pct. til 23,2 mio. besøgende. Det er stadig noget lavere end de 26 mio. turister, der besøgte USA i 2000 – inden at sikkerhedsreglerne efter 11. september skabte bøvl og ubehageligheder ved indrejse til USA for udenlandske rejsende, skriver New York Times.
sd