UncleGrey i Aarhus er begyndt 2013 nydeligt. Biltorvet.dk og Zederkof er spadseret ind med ønsker om tv-reklamer, og JBS har hyret Ronaldo til en kampagne. I dag fortæller bureauet så, at endnu en projektkunde har sparket døren ind.

Det drejer sig om Amnesty Internationals danske afdeling, der har bedt bureauet om hjælp med at rekruttere nye medlemmer til Amnestys sms-netværk Lifeline, hvor medlemmer får informationer om aktuelle sager og kan underskrive protester via SMS.

– Lifeline kampagnen er en af vores højest prioriterede aktiviteter i 2013, siger Fundraiser, Engagement & Digital, Maia Kahlke-Mikkelsen fra Amnesty International, og fortsætter:

– Jeg fik UncleGrey anbefalet af en kollega, der kender en af UncleGreys kreative direktører, Jesper Hansen, fra hans tid på BBDO, hvor de sammen stod bag en række effektive kampagner mod tortur. Vi har jo ikke de store budgetter, men vi gør en forskel alligevel. UncleGrey har tidligere vist, at de kan skabe høj opmærksomhed og involvering – og ikke mindst resultater – for få penge. Så jeg glæder mig meget til at se hvad de kan komme op med til os, slutter Maia Kahlke-Mikkelsen.

Hos bureauet er der glæde og ydmyghed over for den nye kunde, der jo har anderledes alvorlige budskabet at ”sælge” end undertøj og mærkevarer.

– Det er altid spændende, når problemstillingen er svær og følsom og opgaven meningsfyldt på et menneskeligt plan, siger Rolf Bach Christensen, CEO hos Uncle Grey og medgiver, at Amnesty ikke er en stor kunde på bureauet.

– Men det er en kunde, vi er glade for, også selv det kun er dette ene projekt. Vores folk har stået i kø få at få lov til at være med. Jeg er sgu imponeret over mine medarbejdere, der efter et hårdt år, hvor bureauet i øvrigt samtidig er hoppet 16 pladser opad i MyResearch undersøgelsen, stadig står der for at hjælpe en god sag – og hinanden, Rolf Bach Christensen.

Maia Kahlke-Mikkelsen fortæller, at de nye aktiviteter bør være klar til eksekvering inden sommerferien 2013.