Så er Danmarks største analyse af bureauerne på gaden. I år er Dansk Brancheanalyse nået op på 265 reklame-, media-, web og kommunikationsbureauer, et enormt antal i forhold til andre analyser.

Hvordan står det så til, når man fortolker 2013-regnskaberne?

– 2013 er et middelår, hvis vi skal være venlige, siger Ole Egholm, manden bag analysen. ”Branchen tjente 282 mio. kr., hvilket på papiret er syv millioner mere end 2012, men korrigerer vi for, at vi har ni flere regnskaber under luppen, og at branchen også løb ind i nogle konkurser, er nettoresultatet en tilbagegang på godt 16 mio. kr.”

Dansk Brancheanalyses rapport er meget mere end en regnskabsanalyse. Ole Egholm estimerer også forhold, der ikke umiddelbart fremgår af regnskabstallene. Hvorfor?

– Fordi ikke alt er tilgængeligt i regnskaber. Hvis man skal give et nogenlunde retvisende billede af en branches sundhedstilstand, skal man skønne. Og det giver, medgiver jeg, risici for fejl, men det lever jeg med for at kunne levere det mest dækkende billede.

Omsætning og antal ansatte?

– Reelt status quo i omsætningen, mens dækningsbidraget (også kaldet bruttoavancen, red.) er vokset med lidt under 1 pct.. Meget tæt på status quo også. Måske er det interessant, at de 15 mediabureauer står får halvdelen (6,2 mia. kr.) af hele branchens omsætning (12,2 mia. kr.). Men her bør vi nok bemærke, at bureauerne ikke som andre har glæde af omsætningstal. Mediabureauerne vil alt andet lige stå for den betydeligste omsætning, idet al reklame-spending stort set jo går igennem dem.

– De 265 bureauer havde 6.023 ansatte, og når alt tages i betragtning, svarer det til, at der er skabt cirka 54 nye arbejdspladser i 2013. Når vi opsummerer det hele, er vi meget tæt på status quo i forhold til 2013.

– Det er næppe godt nok i branchens egne øjne, men det er da forkert, når nogle medier skriver, at ”branchen er i knibe”, eller bureauer forklarer deres egne underskud med ”den svære markedssituation i branchen”, uddyber Ole Egholm.

Og lønningerne?

– Ja, det er nok det, der overrasker mig mest. Vi ser altid lønstigninger, selv under finanskrisen, men lønniveauet har været præcist uændret i 2013 med 554.000 kroner per ansat, forstået som virksomhedens samlede personaleudgifter per ansat. Men summa summarum, med 54 nye arbejdspladser i branchen, er de samlede lønudbetalinger vokset.

Web-bureauerne er vel stadig vinderne?

– Jamen, men ikke ubetinget. Generelt oplever de digitale bureauer en fantastik vækst på over 11 pct. Bureauer som Magnetix, Valtech, DIS/PLAY og Wunderman klarer sig fornemt på top- og bundlinje.

– Til gengæld er digitaliseringen også en magnet, der i 2013 tiltrak syv nye bureauer, hvilket i sig selv er en vækst på 16 pct. Men som niche i bureaubranchen er de digitale bureauer ikke generelt gode til at tjene penge.

– To af de største underskud på ligger fx hos Creuna (- 21 mio. kr.) og DigitasLBi (- 6,5 mio. kr.). Og rigtig mange web-specialister er ikke specielt gode til at tjene penge, og det kan skyldes, at selv om bureaubranchen bevæger sig i en digital retning, er der inden for den bevægelse en transformationsproces, der kræver investeringer, slutter Ole Egholm.

Lidt fakta:

Dansk Brancheanalyse er på gaden  med ”Bureaubranchen 2014”.

Det er ottende år i træk, økonomien i Danmarks 265 største reklame-, media- web- og kommunikationsvirksomheder analyseres. 

Analysen tager udgangspunkt i de sidst offentliggjorte regnskaber (2013 eller senere), og kombinerer informationen med andre relevante markedsinformationer, der samlet giver et grundigt indblik i reklamebranchen som helhed.

Underkategorierne i analysen er:

• Full Service reklamebureauer (117 bureauer)

• PR-bureauer (51 bureauer)

• Digitale bureauer (43 bureauer)

• Mediabureauer (15 bureauer)

• Designbureauer (16 bureauer)

• Eventbureauer (14 bureauer)

• Direct Marketing-Bureauer (9 bureauer) 

Analysen udgives i rapportform, fylder 144 sider, og koster, ligesom sidste år, 3600,- DKK + moms. Den kan bestilles her: ole@danskbrancheanalyse.dk